Abruzzo er et dejligt sted at holde sommerferie. Med sine 33 naturreservater og 130 kilometer sandstrand bør der være noget for enhver.
Det samme kan loves vinturisten, idet regionen, med sine få dominerende druestorter og vine er relativt overskuelig. Stilmæssigt svinger vinene mellem det Mellem- og Syditalienske.
Vinproduktion i Abruzzo har gode betingelser, hvilket gør det til en af de mest produktive regioner i Midtitalien med landets 5. største vinproduktion.
Tidligere fokuserede producenterne på kvantitet, men nu er der vokset en ny generation af innovative ildsjæle frem, som har igangsat en seriøs produktion af kvalitetsvine, der lover godt for fremtiden.
Abruzzos geografiske placering er ret bemærkelsesværdig. Der er tale om en barsk, bjergrig region med en lang kystlinje med frodigt, grønt landskab og skove ideelt beliggende mellem Adriaterhavet mod øst og Appenninerne og Maiella-massivet mod vest. Regionen er hjemsted for Gran Sasso, en af Italiens højeste bjergtinder på 2.900 m.o.h.
Det er ikke overraskende, at Abruzzo egner sig til druedyrkning, for vinstokke klarer sig perfekt takket være terroiret, overfloden af solskin, det generøse nedbør og et varierende klima. Således er det varmt og tørt ved kysten, mens det inde i landet er det mere kontinentalt (varmt om sommeren og koldt om vinteren).
JERANDLERVIN
Arkæologiske fund afslører, at der er fremstillet vin i området helt tilbage i jernalderen, og bl.a. omtaler den romerske historiker Plinius den Ældre (23-70 evt.) dets vine.
Det menes at navnet Abruzzo stammer fra perioden efter Romerrigets fald, hvor regionen blev underlagt skiftende dynastier. I flere hundrede år blev området regeret fra syd som en del af Kongeriget Napoli.
Ved Italiens samling i 1861 ændredes Abruzzos status fra napolitansk provins til selvstændig midtitaliensk region under navnet Abruzzi (Abruzzerne), men vi skal helt frem til 1963, hvor regionen blev adskilt fra naboregionen Molise og dermed fik sit nuværende navn.
FRA KORN TIL DRUER
I midten af 1900-tallet blev Abruzzos korndyrkning gradvist erstattet af vinproduktion, og fra 1950’erne og de næste par årtier voksede store kooperativer frem, som stadig eksisterer.
Den ofte ret kommunistiske tankegang medvirkede imidlertid til, at man satsede mere på kvantitet end på kvalitet, hvilket i flere år betød, at regionen blev kendt om producent den såkaldte “bulkvin”, en kraftmæssig smags- og farveforstærker til de nordlige regioners mere letbenede vine.
I dag fremstiller kooperativerne i Abruzzo dog udmærkede vine, og dertil kommer, at en underskov af seriøse, nyskabende producenter leverer ofte skelsættende vin af meget høj kvalitet.
Numrene på kortet refererer til følgende vinzoner: 1. Colline Teramane Montepulciano d’Abruzzo DOCG | 2. Terre Tollesi / Tullum DOCG | 3. Abruzzo DOC | 4. Cerasuolo d’Abruzzo DOC | 5. Controguerra DOC | 6. Montepulciano d’Abruzzo DOC | 7. Ortona DOC | 8. Trebbiano d’Abruzzo DOC | 9. Villamagna DOC
Abruzzo er hjemsted for to DOCG-zoner, hvoraf den ene udgøres af Colline Teramane Montepulciano d’Abruzzo – indtil 2003 en subzone under den store Montepulcianao d’Abruzzo DOC med navnet Montepulciano d’Abruzzo Teramane DOCG). I 2016 ændrede zonen navn til det nuværende.
Colline Teramane Montepulciano d’Abruzzo DOCG er et mindre område beliggende op mod nordgrænsen til Marche. Vinene herfra er kendt for en høj andel af kvalitetsvine og opskriften på den generelt høje kvalitet er lavt udbytte og længere fadlagring, hvilket giver mere strukturerede og mørke vine med et gemmepotentiale på 5-8 år.
Abruzzo-regionens anden DOCG, Terre Tollesi (Tullum) fik sin status i 2019 og dækker et område i kommunen Tollo, beliggende i Chieti-provinsen. Løst oversat betyder Tollesi “Tollos land” eller “Tollos nabolag”, hvilket er meget passende, eftersom kommunen huser det store kooperativ Cantina Tollo, der i årevis har været kendt for rød- og hvidvine af en god kvalitet.
Et gammel dokument fra 1062 viser, at navnet Tullum kan dateres tilbage til det ellevte århundrede, hvor der lå en befæstet by med navnet Castrum. Indtil videre findes der kun to vine i området, nemlig Feudo Antico og Vigneti Radica. Tiden vil vise, hvad området kan drive det til.
Af andre bemærkelsesværdige vine kan nævnes de ofte meget mørke rosévine Cerasuolo d’Abruzzo DOC samt rødvinen Montepulciano d’Abruzzo DOC og hvidvinen Trebbiano d’Abruzzo DOC.
Af de mindre kendte, men ofte meget interessante, kan nævnes DOC-vinene fra den lille bjerglandsby Controguerra tæt ved nordgrænsen til naboregionen Marche.
Generelt er Abuzzos storsællerter rødvinene på druesorten Montepulciano og hvidvinene på Trebbiano-druen. Den sædvanlige modningsproces for de røde Abruzzo-vine foregår på egetræsfade, hvorimod den mørke rosé, Montepulciano Cerasuolo DOC, efter kortvarig kontakt med drueskaller og most, lagres på rustfrit stål. Blandt disse typer finder man nogle af Italiens bedste Rosato-vine.
Selv om de internationale druesorter aldrig rigtigt har fundet fodfæste i Abruzzo, findes de, men dog kun i biroller i IGT-vinene, hvor man benytter sorterne Chardonnay, Cabernet Sauvignon og Merlot samt den indfødte Sangiovese, Passerina, Pecorino og Cococciola.
Her kommer snart anbefalinger af bemærkelsesværdige vine fra Abruzzo.
DOCG-vine (2)
DOC-vine (7)
IGT-vine (8)
DRUESORTER