På italiensk betyder navnet Piemonte “ved foden af Alperne” og henviser meget præcist til den Norditalienske regions beliggenhed ved foden af de vestlige alper, der omkranser regionens nordlige og vestlige grænser. Således ligger Schweiz ved nordgrænsen, mod øst Lombardiet, mod syd Ligurien, mod vest Provence i Frankrig og mod nordvest alperegionen Valle d’Aosta.
Og lad os bare smide superlativerne på bordet med det samme, for Piemonte lægger jord nogle af verdens største rødvine, herunder de Nebbiolo-baserede Barolo og Barbaresco. Læg dertil, at regionen huser nogle af Italiens – og verdens – mest anerkendte vinproducenter.
Piemonte gør også en del ud af vinturismen og er klart landets bedst organiserede region på dette område. Kun to timers kørsel fra Milano ligger således spændende, velafmærkede områder og vinruter, som f.eks. i Langhe og i Monferratos højdedrag. Hvad enten det er på to eller fire hjul, så er området virkelig et besøg og køretur værd.
Hvis vinturisme er komplet uinteressant for dig som rejsende, kan Piemonte alligevel varmt anbefales, for den tager imod sine gæster på en fantastisk bagvæg af sneklædte alper samt et smukt bakket landskab krydret med utallige slotte, borge og interessant historie.
Flere lokaliteter er derfor på UNESCO’s verdensarvsliste, bl.a. vindistrikterne Langhe, Roero og Monferrato.
Piemonte kan føre sin vinøse historie tilbage til omkring år 500 f.v.t., hvor området var beboet af keltiske stammer, som på vejen mod plyndringerne i Rom bosatte sig her, men der er også spor efter liguriske stammer. Som så mange andre steder i Italien var det dog grækerne, der bragte vinkulturen og druerne med sig.
I romertiden udvikledes vindyrkningen yderligere, dengang med fokus på søde vine, men efter Romerrigets fald blev vindyrkningen sat tilbage. Ifølge skriftlige kilder vandt den først fodfæste igen omkring år 1300, hvor man i kilderne bl.a. kan læse, at en dommer ved navn Pier de Cresenzi begejstret omtaler druesorten “Nubiola”, sandsynligvis nutidens Nebbiolo.
Lidt senere, i 1500-tallet, omtaler den vinelskende pave Paul d. 3 de gode vine fra Alessandria, Aqui og Tortona og efterhånden spredtes rygtet om de piemontesiske dråber sig til nabolandet Frankrig, hvor det vides, at Ludvig d. 14 var svært tilfreds med de italienske vine.
I 1720-1796, og igen i 1814-1861, var regionen det førende område under Kongeriget Sardinien, som uofficielt blev kaldt Sardinien-Piemonte eller Piemonte-Sardinien, indtil det blev indlemmet i den italienske samling i 1861.
Piemonte har været igennem samme turbulente vinhistorie, som de andre regioner i Italien, hvor skadedyrsangreb og sygdom ofte ødelagde høsten. Dertil kommer to verdenskrige og den senere opblomstring af industrien, hvor ungdommen fravalgte landbrug til fordel for industrialisering og velstand.
I dag er Piemonte en klassisk, fremtrædende vindyrkningsregion, som regelmæssigt opdaterer sig selv med inspiration fra udenlandske vinfremstillingsteknologier, hvilket er en af hovedårsagerne til, at regionen forbliver på så højt et avanceret niveau sammenlignet med andre italienske regioner.
Det er ikke helt klart defineret, hvordan man opdeler de overordnede vinområder i Piemonte, men på disse sider vælger vi at benytte “metodo italiano”, altså som italienerne ofte selv gør.
Overordnet set er de vigtigste større vinbyer Alba, Asti og Alessandria, og vinzonerne er hovedsagelig centreret syd og sydøst for hovedbyen Torino. Dertil kommer pletvis spredte zoner i den vestlige del samt nord og nordøst for Torino.
Herunder viser vi derfor oversigtskort med angivelse af de fire overordnede vinområder, som lokalt kaldes henholdvis “il Nord”, “il Monferrrato”, “le Langhe” og “L’Astigiano”.
Nord for Torino, ved Piemontes højdedrag for foden af Alperne, overlapper vinzonerne Canavese DOC, Carema DOC og Erbaluce di Caluso DOCG grænsen til den alpine Aosta-dal, men administrativt hører de ind under Piemonte.
Nordøst for Canavese DOC ligger den såkaldte Alto Piemonte (øvre Piemonte) – en klynge af små, særdeles interessante vinzoner, herunder Ghemme DOCG og Gattinara DOCG. Begge rødvinstyper er baseret på Nebbiolo-druen, som på disse kanter kaldes Spanna.
Andre bemærkelsesværdige vine i området er Sizzano DOC, Fara DOC, Boca DOC og Bramaterra DOC, samt Lessona DOC mod vest og Colline Novaresi DOC helt nordøst, tæt på den sydlige bred af søen Lago Maggiore.
Helt oppe under Schweiz, i de bjergrige dale omkring byen Domodossola, ligger zonen Valli Ossolane DOC, hvor Nebbiolo ligeledes er basisdruen for rødvinen.
Numrene på kortet refererer til følgende vinzoner: 1. Erbaluce di Caluso el. Caluso DOCG | 2. Gattinara DOCG | 3. Ghemme DOCG | 4. Boca DOC | 5. Bramaterra DOC | 6. Canavese DOC | 7. Carema DOC | 8. Collina Torinese DOC | 9. Colline Novaresi DOC | 10. Colline Saluzzesi DOC | 11. Coste della Sesia DOC | 12. Fara DOC | 13. Freisa di Chieri DOC | 14. Lessona DOC | 15. Pinerolese DOC | 16. Sizzano DOC | 17. Valli Ossolane DOC | 18. Valsusa DOC
Det skal bemærkes, at man smagsmæssigt ikke kan sammenligne de nordlige Nebbiolo-vine med de sydligere typer i Barolo og Barbaresco, hvor der ikke må tilsættes andre druesorter. Kun Nebbiolo må benyttes.
I de nordlige typer tillades det derimod at supplere med lokale druer, hvilket ofte gør vinene blødere, lysere, mere frugtige, knapt så tanninrige og dermed mere tilgængelige.
Størstedelen af Piemontes vine dyrkes i et bredt område omkring byerne Asti og Alba. Her spænder dyrkningsområderne over cirka 80 km på tværs af regionen umiddelbart sydøst for regionshovedstaden Torino og når næsten til Genova ved Liguriens kyst.
Inden for dette område overlapper flere DOC/DOCG-vinzoner hinanden, hvilket bl.a. ses med Freisa d’Asti DOC, Monferrato DOC, Barbera del Monferrato DOC, Nizza DOCG og Brachetto d’Acqui DOCG, som alle ligger sydøst for Asti.
Piemontes mest højprofilerede og hypede vine dyrkes omkring byen Alba, og det er naturligvis rødvinene fra byerne Barolo og Barbaresco – indbegrebet af vine fra druesorten Nebbiolo. Området grænser op til, eller overlapper, vinzonerne Roero, Dolcetto d’Alba, Dogliani og Langhe.
Numrene på kortet refererer til følgende vinzoner: 1 Alta Langa DOCG | 2. Barbaresco DOCG | 3. Barolo DOCG | 4. Dogliani DOCG | 5. Dolcetto di Diano d’Alba el. Diano d’Alba DOCG | 6. Dolcetto di Ovada Superiore / Ovada DOCG | 7. Roero DOCG | 8. Alba DOC | 9. Barbera d’Alba DOC | 10. Dolcetto d’Alba DOC | 11. Dolcetto di Ovada DOC | 12. Langhe DOC | 13. Nebbiolo d’Alba DOC | 14. Verduno Pelaverga DOC.
I dele af Asti og Alba dyrkes den søde, aromatiske hvidvin Moscato d’Asti DOCG, mens vi i bakkerne sydøst for Torino finder Collina Torinese DOC og Gavi DOCG.
Modsat disse zoner, tæt på grænsen til Ligurien i syd, finder vi Dolcetto di Ovada DOCG og i vest, op til regionen Emilia-Romagna, ligger zonen Colli Tortonesi DOC.
Som nævnt er Barolo og Barbaresco de kendeste vine i Piemonte, og producenterne er de seneste år mere eller mindre gået to produktionsveje: den traditionelle eller progressive vej, men undervejs har de to Nebbiolo-baserede rødvine bevaret deres ædle elegance og er iøvrigt samtidig blevet lettere tilgængelige smagsmæssigt.
Inden man trækker proppen af en flaske Barolo eller Nebbiolo skal man dog være opmærksom på, at vintypen i næsten alle årgange kræver en vis lagringstid, før den er færdigudviklet og drikkemoden. Alt afhængig af høstårgang er 10 år ofte minimums lagringstid og 30 års lagring, eller mere, er ikke usædvanligt.
Numrene på kortet refererer til følgende vinzoner: 1. Barbera del Monferrato Superiore DOCG | 2. Gavi el. Cortese di Gavi DOCG | 3. Barbera del Monferrato DOC | 4. Colli Tortonesi DOC | 5. Cortese dell’Alto Monferrato DOC | 6. Dolcetto d’Acqui | 7. Gabiano | 8. Grignolino del Monferrato Casalese DOC | 9. Monferrato DOC | 10. Piemonte DOC* | 11. Rubino di Cantavenna DOC | 12. Strevi DOC.
* Et bredt område dækkende provinserne Alessandria, Asti og Cuneo.
Der venter særdeles interessante oplevelser, hvis man tester nogle af de andre Nebbiolo-baserede vine såsom Ghemme DOCG og Gattinara DOCG. Andre bemærkelsesværdige typer på denne druesort omfatter DOC’erne Sizzano, Fara, Boca og Bramaterra, Lessona, Carema og Colline Novaresi.
Endelig er der zonen Roero DOCG, hvor Nebbiolo må suppleres med 10% af den grønne Arneis-drue.
Man går heller ikke forkert i byen ved at vælge rødvine på baseret på druesorten Barbera, som leverer frugtige, tørre og fyldige rødvine. Således benytter næsten alle Italiens tyve regioner denne druesort, og i Piemonte er det nemt at lokalisere vinene, da Barbera-druen altid nævnes på etiketten efterfulgt af byen eller zonen, de kommer fra.
Et råd er et se efter Barbera del Monferrato DOC, Barbera del Monferrato Superiore DOCG, Barbera d’Asti DOCG og Barbera d’Alba DOC, men hold dig fra de helt billige flasker.
Hold også skarpt øje med vinene på Dolcetto-druen, hvor kvaliteten de seneste år har udviklet sig særdeles positivt. Som med Barbera er Dolcetto-vinene ligeledes nemme at lokalisere, da druesorten også her fremgår af etiketten efterfulgt af oprindelseszonen. Man skal ikke lade sig snyde af druens navn, som betyder “den lille søde”, for Dolcetto-vinene er tørre, fyldige og ofte med overraskende gemmepotentiale.
Søg derfor efter Dolcetto d’Alba DOC, Dolcetto d’Asti DOC, Dolcetto di Diano d’Alba (Diano d’Alba DOCG) Dolcetto di Ovada DOC, Dolcetto di Ovada Superiore (Ovada DOCG) eller Erbaluce di Caluso (Caluso DOCG).
Numrene på kortet refererer til følgende vinzoner: 1. Asti DOCG | 2. Barbera d’Asti DOCG | 3. Brachetto d’Acqui el. Acqui DOCG | 4. Canelli DOCG | 5. Nizza DOCG | 6. Ruché di Castagnole Monferrato DOCG | 7. Terre Alfieri DOCG | 8. Albugnano DOC | 9. Calosso DOC | 10. Cisterna d’Asti DOC | 11. Dolcetto d’Asti DOC | 12. Freisa d’Asti DOC | 13. Grignolino d’Asti DOC | 14. Loazzolo DOC | 15. Malvasia di Casorzo d’Asti el. Casorzo el. Malvasia di Casorzo DOC | 16. Malvasia di Castelnuovo Don Bosco DOC.
For hvidvinenes vedkommende er den Moscato-baserede Asti Spumante DOCG nok den mest kendte på vores nordlige breddegrader. Målt på salg er Asti Spumante da også verdens mest populære mousserende vin, men Piemontes tørre hvidvine er også værd at teste.
Prøv f.eks. hvidvinen på den lokale druesort Cortese, f.eks. Cortese di Gavi DOCG eller dens nærmeste konkurrent, Roero Arneis DOC.
Det kan også anbefales at se efter Erbaluce di Caluso DOCG, som er produceret på den tidligere næsten glemte lokale druesort, Erbaluce. Typen har fået et stærkt comeback samt stigende, international interesse.
Det samme kan siges om hvidvinen Colli Tortonesi Timorasso DOC, som ligeledes er baseret på en lokal, grøn drue. Timorasso leverer hvidvine med et interessant lagrings- og udviklingspotentiale, som er meget tæt på lagringspotentialet i Offida Pecorino DOCG fra regionen Marche.
Piemonte er også leveringsdygtig i desservine, og her spiller Brachetto-druen en vigtig rolle, ikke mindst i den søde, funklende og mousserende rødvin Brachetto d’Acqui DOCG. Dertil kommer sorten Freisa, som leverer druer til en bred portefølje af søde, tørre, mousserende og stille rødvine fra zonerne i Asti og Chieri.
Piemontes jordlag er meget forskellige, hvilket gør det nærmest umuligt at sammenligne nabojordlodder med hinanden. For at gøre en lang og kompliceret geologisk forklaring helt enkel, så består regionens undergrund af geologiske aflejringer, der skønnes at være mellem 6 og 14 mio. år gamle.
Aflejringerne er marine og består derfor primært af sand og porøse sandstenslag, andre af mergel (stærkt kalkholdigt ler) hvoraf nogle af lagene, eller bælterne, er bredere end andre steder eller kan ligge spredt på bakkerne i mindre formationer. Af samme årsag kan der være stor forskel på vine fra samme mark eller parcel.
Her kommer snart anbefalinger af vine fra interessante producenter i Piemonte…
DOCG-vine (18)
DOC-vine (41)
IGT-vine (0)
DRUESORTER