Piemonte kan føre sin vinøse historie tilbage til omkring år 500 f.v.t., hvor området var beboet af keltiske stammer, som på vejen mod plyndringerne i Rom bosatte sig her, men der er også spor efter liguriske stammer. Som så mange andre steder i Italien var det dog grækerne, der bragte vinkulturen og druerne med sig.

I romertiden udvikledes vindyrkningen yderligere, dengang med fokus på søde vine, men efter Romerrigets fald blev vindyrkningen sat tilbage. Ifølge skriftlige kilder vandt den først fodfæste igen omkring år 1300, hvor man i kilderne bl.a. kan læse, at en dommer ved navn Pier de Cresenzi begejstret omtaler druesorten “Nubiola”, sandsynligvis nutidens Nebbiolo.

Lidt senere, i 1500-tallet, omtaler den vinelskende pave Paul d. 3 de gode vine fra Alessandria, Aqui og Tortona og efterhånden spredtes rygtet om de piemontesiske dråber sig til nabolandet Frankrig, hvor det vides, at Ludvig d. 14 var svært tilfreds med de italienske vine.

I 1720-1796, og igen i 1814-1861, var regionen det førende område under Kongeriget Sardinien, som uofficielt blev kaldt Sardinien-Piemonte eller Piemonte-Sardinien, indtil det blev indlemmet i den italienske samling i 1861.

Piemonte har været igennem samme turbulente vinhistorie, som de andre regioner i Italien, hvor skadedyrsangreb og sygdom ofte ødelagde høsten. Dertil kommer to verdenskrige og den senere opblomstring af industrien, hvor ungdommen fravalgte landbrug til fordel for industrialisering og velstand.

I dag er Piemonte en klassisk, fremtrædende vindyrkningsregion, som regelmæssigt opdaterer sig selv med inspiration fra udenlandske vinfremstillingsteknologier, hvilket er en af hovedårsagerne til, at regionen forbliver på så højt et avanceret niveau sammenlignet med andre italienske regioner.