Ligurien

Regionen med de stejleste vinmarker og landets modigste bønder.
Årlig produktion: 80.000 hl. vin (2020)

Den Norditalienske riviera i Ligurien (Liguria) hører til blandt verdens smukke vejstrækninger, og de skarpe, maleriske kontraster imellem hav og bjerge tiltrækker hvert år tusindvis af turister. Af samme årsag spiller turisterhvervet en dominerende rolle i den ca. 300 km. lange og smalle region, der har Genova som regionshovedstad.

Få inspiration og besøg Liguriens officielle turistside >>

Liguriens vinproduktion er Italiens næstlaveste, faktisk under 1% af landets totale produktion, og af samme årsag er vinene heller ikke særlig kendt i den store verden. Alligevel er der vine, som kan blive interessante bekendtskaber for vinturisten.

Vinzoner i Ligurien
Produktionsområdernes numre henviser til vintyperne i højre kolonne på denne side. © Federdoc
Stejle vinmarker bag Corniglia, Vernazza, Ligurien. © Chensiyuan - Wikipedia Commmons
Etruskerne igen på spil

Ligurien tager sit navn fra Liguri-stammen, som var områdets oprindelige beboere, og ifølge historiske kilder kan Ligurien føre sin historie helt tilbage til det første årtusind f.v.t. hvor regionen dækkede et enormt område, der omfattede store dele af Norditalien. 

Under de puniske krige (264-146 fvt.) var Ligurien delvist underlagt Karthago og senere Rom, hvor den under Kejser Augustus blev indlemmet i det romerske verdensrige. Det satte gang i anlæggelse af vigtige handelsveje, som i dag stadig er i brug.

Som det var tilfældet flere steder langs den midt- og nordlige del af Middelhavskysten, var etruskerne også i Ligurien nogle af de første vindyrkere. Deres marker lå i Luni-bakkedragene langs Val di Magra, og sandsynligvis har produktionsområdet dengang strakt sig helt ned til kysten tæt ved det nuværende Cinque Terre (de fem jorde). Området er nu nationalpark og opført på UNECSOs verdensarvsliste.

Corniglia, Cinqueterre, Ligurien. © Dreamstime
Heroisk vindyrkning

Liguriens vinmarker hører til blandt de vanskeligst tilgængelige i Italien, og de barske, stejle skråninger har derfor altid været en udfordring for vinbønderne. Adskillige af disse stejle marker er det kun muligt at komme til fra havsiden med båd.

Med et blik på de dramatisk anlagte vinmarker forstår man udtrykket ‘viticoltura eroica’, heroisk vindyrkning. Af samme årsag har man udviklet specielle maskiner, der, ved hjælp af wires, skinner og lignende kan operere på de ekstremt stejle marker. 

Terrasserne, der nærmest er skåret ud i klippevæggen, fortæller således mere om vinens historiske værdi for regionen, end hvad den nøgterne statistik afslører. Var det ikke for legenderne og de århundredårige traditioner, ville Liguria sandsynligvis for længst være forsvundet i Italiens store vinunivers. 

Manarola, Cinqueterre, Ligurien. © Dreamstime
Det handler om hvidvin

I Ligurien handler det mest om hvidvin, hvilket passer glimrende som ledsager til egnens mange fiskeretter eller retter med den lokale pesto. 

Selv om produktionen er begrænset, kan det alligevel være en fascinerende oplevelse at dykke ned i Liguriens vinunivers, for trods den lave produktion findes der alligevel mere end 100 forskellige druesorter at teste sine smagsløg på.

DOCG, DOC og IGT??? Lær den italienske vinlov på 10 minutter >>>

For cirka tyve år siden var de eneste DOC-vine typerne Cinque Terre og Dolceacqua, men nu er der kommet yderligere seks DOC-klassificerede typer til, senest vinene fra Ormeasco di Pornassio DOC.

Ligurien har ingen DOCG-vine på kortet.

Manarola, Cinqueterre, Ligurien. © Dreamstime
Grønne druer i kalksten

Jordens høje kalkstensindhold er særligt godt til grønne druer, da det giver hvidvinene mineralitet. Det er bare uheldigt, at de næsten er lige så svære at finde, som jorden er at dyrke. Af samme årsag finder kun ganske få af Liguriens vine vej til udlandet.

Liguriens vigtigste druesorter er de to grønne Vermentino og Pigato (i familie med Vermentino) samt den blå Rossese.

Vernazza, Ligurien. © Dreamstime
Anbefalinger

Her kommer snart anbefalinger af vine fra interessante producenter.

Vinzoner og druesorter

DOCG-vine (0)

DOC-vine (8)

  • 1. Cinque Terre / Cinque Terre Sciacchetrà DOC
  • 2. Colli di Luni DOC
  • 3. Colline di Levanto DOC
  • 4. Golfo del Tigullio–Portofino / Portofino DOC
  • 5. Pornassio / Ormeasco di Pornassio DOC
  • 6. Riviera Ligure di Ponente DOC
  • 7. Rossese di Dolceacqua / Dolceacqua DOC
  • 8. Val Polcèvera DOC

IGT-vine (4)

  • IGT Colline del Genovesato
  • IGT Colline Savonesi
  • IGT Liguria di Levante
  • IGT Terrazze dell’Imperiese

Hvad betyder DOCG, DOC og IGT?

DRUESORTER

  • Albarola
  • Bosco
  • Pigato
  • Rossese
  • Vermentino