Abruzzo er et dejligt sted at holde sommerferie. Med sine 33 naturreservater og 130 kilometer sandstrand bør der være noget for enhver.
Det samme kan man love vinturisten, idet regionen, med sine få dominerende druestorter og typer er relativt overskuelig. Stilmæssigt svinger de et sted mellem det Midt- og Syditalienske.
Få inspiration til din Abruzzo-rejse her >>>
Vinproduktion i Abruzzo har gode betingelser, hvilket gør det til en af de mest produktive regioner i Midtitalien med landets 5. største.
Tidligere fokuserede producenterne på kvantitet, men der er vokset en ny generation af innovative ildsjæle frem, som har igangsat en seriøs produktion af kvalitetsvine, hviilket lover godt for fremtiden.
Abruzzos geografiske placering er ret bemærkelsesværdig. Der er tale om en barsk, bjergrig region med en lang kystlinje med frodigt, grønt landskab og skove ideelt beliggende mellem Adriaterhavet mod øst og Appenninerne og Maiella-massivet mod vest. Regionen er hjemsted for Gran Sasso, en af Italiens højeste bjergtinder på 2.900 m.o.h.
Det er ikke overraskende, at Abruzzo egner sig til druedyrkning, for vinstokkene klarer sig perfekt takket være terroiret, overfloden af solskin, det generøse nedbør og varieret klima. Således er det varmt og tørt ved kysten, mens det inde i landet er det mere kontinentalt (varmt om sommeren og koldt om vinteren).
JERANDLERVIN
Arkæologiske fund afslører, at der er fremstillet vin i området helt tilbage i jernalderen. Blandt andet omtaler den romerske historiker Plinius den Ældre (23-70 evt.) fleree gange de ædle dråber.
Det menes at navnet Abruzzo stammer fra perioden efter Romerrigets fald, hvor regionen blev underlagt skiftende dynastier. I flere hundrede år blev området regeret fra syd som en del af Kongeriget Napoli.
Ved Italiens samling i 1861 ændredes Abruzzos status fra napolitansk provins til selvstændig Midtitaliensk region under navnet Abruzzi (Abruzzerne). Vi skal helt frem til 1963, hvor området blev adskilt fra naboregionen Molise og fik sit nuværende navn.
FRA KORN TIL DRUER
I midten af 1900-tallet blev Abruzzos korndyrkning gradvist erstattet af drueproduktion, og fra 1950’erne og de næste par årtier voksede store veldrevne kooperativer frem, som stadig eksisterer.
Den ofte ret kommunistiske tankegang medvirkede imidlertid til, at man satsede mere på kvantitet end på kvalitet, hvilket i flere år betød, at regionen blev kendt om producent den såkaldte “bulkvin”, en kraft-, smags- og farveforstærker til de nordlige regioners mere letbenede typer.
I dag fremstiller kooperativerne i Abruzzo dog udmærkede vine, og dertil kommer, at en underskov af seriøse, nyskabende producenter leverer ofte skelsættende produkter af meget høj kvalitet.
Abruzzo er hjemsted for to DOCG-zoner, hvoraf den ene udgøres af Colline Teramane Montepulciano d’Abruzzo – indtil 2003 en subzone under den store Montepulciano d’Abruzzo DOC med navnet Montepulciano d’Abruzzo Teramane DOCG).
I 2016 ændrede zonen navn til det nuværende, Colline Teramane Montepulciano d’Abruzzo DOCG.
DOCG, DOC og IGT??? Lær den italienske vinlov på 10 minutter >>>
Colline Teramane Montepulciano d’Abruzzo DOCG er en mindre appellation beliggende op mod nordgrænsen til Marche. Vinene herfra er kendt for at have en generelt højere kvalitet, og opskriften er lavt udbytte og længere fadlagring. Metoden giver mere strukturerede og mørke vine med et gemmepotentiale på 5-8 år.
Abruzzos anden DOCG hedder Terre Tollesi (Tullum) og fik sin status i 2019. Appellationen dækker et område i kommunen Tollo i Chieti-provinsen.
Løst oversat betyder Tollesi “Tollos land” eller “Tollos nabolag”, hvilket er meget passende, eftersom kommunen huser det store kooperativ Cantina Tollo, der i årevis har været kendt for rød- og hvidvine af en god kvalitet.
Et gammel dokument fra 1062 kan datere navnet Tullum tilbage til det 11. århundrede, hvor der lå en befæstet by med navnet Castrum. Indtil videre findes der kun to vine i området, nemlig Feudo Antico og Vigneti Radica. Tiden vil vise, hvad området kan drive det til.
Appellationen Villamagna DOC ligger omtrent halvvejs mellem byerne Tollo og Chieti og kun ti kilometer fra Adriaterhavets sandstrande og dermed i selve hjertet af Montepulciano-druens store dyrkningsområde.
Flaskerne herfra har generelt en høj kvalitet og må kun fremstilles af druer dyrket i kommunerne Foro, Serrepenne og middelalderbyen Villamagna.
Dyrkningsområdet omfatter kun 85 hektarer og regnes derfor for et af verdens mindste vindistrikter. Markerne er eksponeret mod øst/vest og har et højt indhold af ler, limsten og mergel.
Læs vores seneste vintest fra Villamagna DOC >>>
En Villamagna DOC skal fremstilles på minimum 95% Montepulciano og indeholde 13% alkohol. Den fadlagrede Villa Magna Riserva DOC skal indeholde minimum 13,5 % alkohol. Typerne har et stort lagringspotentiale og langt hyldeliv.
Af andre bemærkelsesværdige vine kan nævnes de ofte meget mørke rosétyper (Rosato) Cerasuolo d’Abruzzo DOC samt den røde Montepulciano d’Abruzzo DOC og hvidvinen Trebbiano d’Abruzzo DOC.
Af de mindre kendte, men ofte meget interessante, kan nævnes DOC-vinene fra den lille bjerglandsby Controguerra tæt ved nordgrænsen til naboregionen Marche.
Generelt er Abuzzos storsællert rødvinen på druesorten Montepulciano og den hvide på Trebbiano-druen. Den sædvanlige modningsproces for de røde Abruzzo-typer foregår på egetræsfade, hvorimod den ofte ret mørke rosato, Montepulciano Cerasuolo DOC, efter kortvarig kontakt med drueskaller og most, lagres på rustfrit stål. Denne type regnes blandt Italiens bedste rosato/rosé.
Selv om de internationale druesorter aldrig rigtigt har vundet fodfæste i Abruzzo, findes de, men dog kun i biroller i IGT-vinene, hvor man benytter sorterne Chardonnay, Cabernet Sauvignon og Merlot samt den indfødte Sangiovese, Passerina, Pecorino og Cococciola.
Her kommer snart anbefalinger af bemærkelsesværdige vine fra Abruzzo.
DOCG-vine (2)
DOC-vine (7)
IGT-vine (8)
Hvad betyder DOCG, DOC og IGT?
DRUESORTER