|

Farvel til desserttallerkenen: Asti Rosé DOCG er landet

En flaske Asti Rosé DOCG med pinkfarvet vin
Den søde bedstemor på det italienske vinkort har fået en ny, dristigere søster. Asti Rosé DOCG er netop blevet officiel, og den vil noget andet end blot at ledsage kagen: aperitif, krydret mad og en helt ny identitet er på menuen. Her er historien om, hvordan  druerne Moscato og Brachetto sammen giver Asti-familien et frisk (og tiltrængt) pift.

Der er sket noget i Piemonte, som ikke bare handler om farve – selvom det faktisk også handler rigtig meget om farve. Asti Rosé DOCG er nu officielt en realitet, indskrevet i de italienske produktionsregler efter en proces, der har taget næsten fem år. Det er længere tid, end de fleste af os bruger på at beslutte, om vi vil have hund. Men resultatet er her nu, sort på hvidt i det italienske landbrugsministeriums organ Gazzetta Ufficiale – og pink i glasset.

For lad os være ærlige: Asti har længe haft et image-problem. Den søde Asti DOCG (tidligere Asti Spumante) har i årtier siddet fast i rollen som “den vin, man drikker til desserten, hvis man da overhovedet drikker vin til desserten.” Lidt ligesom at være reserve på skolefodboldholdet – dygtig nok, men aldrig hovedrollen. Med Rosé-udgaven vil Asti nu gerne prøve kræfter med noget mere alsidigt.

Hvad betyder DOC/DOCG? Læs det her >>>

Timingen er heller ikke tilfældig. Samme år som rosé-versionen så dagens lys, blev Asti kåret til årets vin i Piemonte, og debuten fandt sted med behørig pomp under Vinitaly i Verona i april 2026. To fluer med ét smart PR-smæk.

gyldne efterårsfarver på vinstokke
Vinmarker uden for Asti beplantet med Moscato Bianco-vinstokke. Piemonte | © Piemonte Land of Wine
Opskriften: Moscato møder Brachetto

Den nye rosé er en cuvée af Moscato Bianco (70-90 %) og Brachetto (10-30 %) – to duftbomber, der ellers sjældent har delt scene på denne måde. Moscato leverer det genkendelige, blomstrede aromaspor, mens Brachetto lægger mere struktur ind under motorhjelmen, dæmper den opfattede sødme og giver vinen bedre ben at stå på holdbarhedsmæssigt. Kort sagt: Moscato er stjernen foran kameraet, Brachetto er den, der sørger for, at hele forestillingen ikke falder sammen efter tredje akt.

Læs mere om provinsen Asti her >>>

De første estimater lyder på 5-10 millioner flasker – imponerende tal, men stadig kun en forsigtig åbningsreplik i det store regnskab. Europa og Nordamerika er de oplagte første scener, hvor navnet Asti allerede har goodwill, og hvor rosévin (rosato på italiensk) generelt bare bliver ved med at vinde terræn, uanset hvad kritikerne måtte mene om trenden.

En flaske Asti Rosé DOCG med pinkfarvet vin
Asti har fået familieforøgelse: Den pinkfarvede Asti Rosé DOCG | © Astidocg.it
Familien Asti vokser sig stor

Rosé-udgaven ankommer ikke i et tomrum. Asti-familien tæller i forvejen flere medlemmer:

  • Asti DOCG (trykfyldt som en Champagne, aromatisk, sød – den klassiske globale sælger).
  • Moscato d’Asti (lettere trykket, mere finesse i glasset).
  • Asti Secco (samme drue, men vinificeret helt tør – den rebelske fætter, der insisterer på at blive taget alvorligt til middagen).
  • Canelli, en mere nichepræget betegnelse med fokus på Moscato-druens dybde.

Men den nytilkomne pinkfarvede fætter vil gerne skille klart sig ud fra resten af familiemedlemmerne.

Farvel til den evige dessertvin-etiket

Pointen med Rosé-udgaven er nemlig præcis den samme oprørskhed, som Asti Secco allerede har vist vejen for: at slippe fri af dessertbordet. De tørrere stilarter sigter mod aperitiffen, den moderne madlavning, de krydrede retter – og en forbruger, der ikke nødvendigvis venter til kagen kommer på bordet, før glasset fyldes.

Det er værd at bemærke, at denne rosé ikke er født ud af klimaforandringer eller druemangel, men af ren og skær kommerciel logik: man har en genkendelig, aromatisk profil at bygge videre på, og den vil man gerne have til at fylde mere end blot ét kapitel i vinkortet.

Så næste gang nogen rynker på næsen og siger “Asti? Er det ikke bare den søde til desserten?” – så ved du nu, at der er kommet en pinkfarvet nyankommen til familien, som måske netop har til hensigt at bevise det modsatte.

Læs mere om Asti DOCG og appellationens vine her >>>

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *