|

Tyve stjal 30.000 flasker Antinori og satte italiensk rekord

Indgangspartiet hos Antinori med vinmarker i baggrunden
Det var et rimeligt tomt lager, der mødte morgenvagten hos den højprofilerede italienske vinproducent Antinori. En bande kriminelle var om natten gået all in. Med Antinoris egne gaffeltrucks var de kørt afsted med 30.000 flasker af Italiens mest eftertragtede rødvine. Det er det største vintyveri i landets historie, og politiet leder nu efter tyvene og efter 5 millioner EUR i flydende guld.

Der findes vinentusiaster, og så findes der vinentusiaster. Den sidste slags møder ikke op med en indkøbskurv til smagningen. De kommer med to lastbiler.

Tyvene tog omkring 30.000 flasker af nogle af Italiens fineste vine til en anslået værdi af 5 millioner EUR fra en vingård i Toscana. Ifølge producenten er det det største vintyveri, der nogensinde er registreret i landet. Og producenten er ikke hvem som helst. Det er Marchesi Antinori, grundlagt i 1385 og drevet af Antinori-familien gennem hele 26 generationer.

Familien har overlevet pest, krige og adskillige regeringer i Rom. Men et kup af den her størrelse har de aldrig været ude for.

Et Antinori-tyveri med gaffeltruck og god smag

Det spektakulære Antinori tyveri fandt sted ved Cortona. Det menes, at det var mindst 7 personer, der slog til lørdag nat og lossede nogle af Italiens mest eftertragtede vine, blandt andet Solaia, Tignanello og Guado al Tasso.

Bandemedlemmerne virker ikke til at være typen, der bare snupper det, der står nærmest døren. De maskerede mænd slukkede både alarmer og overvågningskameraer og brugte derefter firmaets egne gaffeltrucks til at fylde to store lastbiler. En markant form for selvbetjening.

Flasker af Solaia og Tignanello fra Antinori, som blev stjålet ved Cortona i Toscana
Topvine fra Antinori | © Antinori.it

Timingen var heller ikke tilfældig. Vinene var nemlig gjort klar til forsendelse til udenlandske distributører, så tyvene kunne fjerne en stor mængde dyre flasker hurtigt. Kasserne var altså pakket, stablet og klar til afhentning. Bare ikke af de rigtige kunder.

Vingården mener, at udvalget af flasker tyder på, at tyvene havde specialviden om vin og måske også oplysninger indefra. Man stjæler ikke tilfældigt 10.000 flasker Solaia. Det kræver både god smag og produktkendskab.

Bakkerne omkring vinhuset Antinori i Toscana
Bakkerne omkring vinhuset Antinori i Toscana | © Antinori.it
2023 – en efterspurgt årgang

Alle de stjålne flasker var fra årgang 2023 og sælges normalt for mellem 150 og 500 EUR stykket. Omkring 10.000 af dem var Solaia, som CEO Renzo Cotarella beskrev som “fra et exceptionelt år”. Tyvene har med andre ord ikke bare god smag. De har også styr på årgangstabellerne.

Cotarella lægger ikke skjul på, at det er en ny situation for huset. Han sagde til den italienske avis Corriere della Sera, at banden var meget velforberedt, og at et tyveri af den størrelse og værdi aldrig er sket i Italien før.

Det gør heller ikke sagen bedre, at forsikringen ikke dækker tyveri af vin til så høj en værdi. Ifølge Cotarella havde man regnet med, at der kunne forsvinde et par kasser under transport, men ikke at to lastbiler kunne køre ind i vinkælderen og tage så stort et læs.

Vinkælder med træfade hos Antinori i Toscana
Et lille udsnit af vinkælderen hos Antinori | © Antinori.it
Vær opmærksom på Månedens Tilbud

Spørgsmålet er nu, hvad man stiller op med 30.000 flasker meget genkendelig toscansk rødvin. Man kan næppe sætte dem på Den Blå Avis med teksten “Solaia, lidt brugt, kun opbevaret af én ejer”. Antinori har derfor advaret kunder over hele verden om at være på vagt over for “specialtilbud” uden for de officielle salgskanaler. Firmaet håber, at det skal gøre det sværere for gerningsmændene at sælge de stjålne flasker.

Cotarella har også et vist håb til teknologien. Han peger på det omfattende netværk af overvågningskameraer langs vejene i Toscana og håber, at man med lidt held kan finde i hvert fald nogle af flaskerne igen. Der er endnu ikke foretaget nogen anholdelser, og efterforskningen fortsætter.

Vil du vide mere om vin fra Toscana? Så klik her >>> [stadig under udvikling]

Kilder: ANSA.it | corriere.it | lacapitalenews.it

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *