Piemonte

Hjemsted for nogle af verdens største vine og vinproducenter.
Årlig produktion: 2,4 mio hl. vin (2022)

På italiensk betyder navnet Piemonte “ved foden af Alperne” og henviser meget præcist til den Norditalienske regions beliggenhed ved foden af de vestlige alper, der omkranser regionens nordlige og vestlige grænser. Således ligger Schweiz ved nordgrænsen, mod øst Lombardiet, mod syd Ligurien, mod vest Provence i Frankrig og mod nordvest alperegionen Valle d’Aosta.

Og lad os bare smide superlativerne på bordet med det samme, for Piemonte lægger jord nogle af verdens største rødvine, herunder de Nebbiolo-baserede Barolo og Barbaresco. Læg dertil, at regionen huser nogle af Italiens – og verdens – mest anerkendte vinproducenter.

Få inspiration og besøg Piemontes officielle turistside >>

Piemonte gør også en del ud af vinturismen og er klart landets bedst organiserede region på dette område. Kun to timers kørsel fra Milano ligger således spændende, velafmærkede områder og vinruter, som f.eks. i Langhe og i Monferratos højdedrag. Så hvad enten det er på to eller fire hjul, er området virkelig et besøg og køretur værd.

I tilfælde af at vinturisme er komplet uinteressant for dig, kan Piemonte alligevel varmt anbefales, for den tager imod sine gæster på en fantastisk bagvæg af sneklædte alper og et smukt bakket landskab krydret med utallige slotte, borge samt interessant historie.

Flere lokaliteter er derfor på UNESCO’s verdensarvsliste, bl.a. vindistrikterne Langhe, Roero og Monferrato.

Vino Fantastico » Piemonte »
Serralunga d'Alba, Piemonte. © Dreamstime
Keltere, romere og vindrikkende paver

Piemonte kan føre sin vinøse historie tilbage til omkring år 500 f.v.t., hvor området var beboet af keltiske stammer, som på vejen mod plyndringerne i Rom bosatte sig her, men der er også spor efter liguriske stammer. Som så mange andre steder i Italien var det dog grækerne, der bragte vinkulturen og druerne med sig.

I romertiden udvikledes vindyrkningen yderligere, dengang med fokus på søde vine, men efter Romerrigets fald blev vindyrkningen sat tilbage. Ifølge skriftlige kilder vandt den først fodfæste igen omkring år 1300, hvor man i kilderne bl.a. kan læse, at en dommer ved navn Pier de Cresenzi begejstret omtaler druesorten “Nubiola”, sandsynligvis nutidens Nebbiolo.

Lidt senere, i 1500-tallet, omtaler den vinelskende pave Paul d. 3 de gode vine fra Alessandria, Aqui og Tortona og efterhånden spredtes rygtet om de piemontesiske dråber sig til nabolandet Frankrig, hvor det vides, at Ludvig d. 14 var svært tilfreds med de italienske vine.

I 1720-1796, og igen i 1814-1861, var regionen det førende område under Kongeriget Sardinien, som uofficielt blev kaldt Sardinien-Piemonte eller Piemonte-Sardinien, indtil det blev indlemmet i den italienske samling i 1861.

Piemonte har været igennem samme turbulente vinhistorie, som de andre regioner i Italien, hvor skadedyrsangreb og sygdom ofte ødelagde høsten. Dertil kommer to verdenskrige og den senere opblomstring af industrien, hvor ungdommen fravalgte landbrug til fordel for industrialisering og velstand.

I dag er Piemonte en klassisk, fremtrædende vindyrkningsregion, som regelmæssigt opdaterer sig selv med inspiration fra udenlandske vinfremstillingsteknologier, hvilket er en af hovedårsagerne til, at regionen forbliver på så højt et avanceret niveau sammenlignet med andre italienske regioner.

Vino Fantastico » Piemonte »
Langhes højdedrag med Alperne i baggrunden, Piemonte. © Dreamstime
Vinområderne

De vigtigste større vinbyer i Piemonte er Alba, Asti og Alessandria, og vindistrikterne er hovedsagelig centreret syd og sydøst for hovedbyen Torino. Dertil kommer pletvis spredte zoner i den vestlige del samt nord og nordøst for Torino.

Det er ikke helt klart defineret, hvordan man opdeler de overordnede vinområder i Piemonte, men en metode er at følge  oversigtskortene på disse sider, hvilket giver følgende inddeling:

  • il Nord – små zoner nord og sydøst for Torino
  • il Monferrato – zoner med Monferrato Basso nord for Asti og Alto Monferrato mod syd/sydøst.
  • l’Astigiano – zoner beliggende omkring byen Asti.
  • le Langhe – zoner med de store kendisser syd/sydøst for Torino

For flere distrikters vedkommende vil der dog være tale om overlapninger ind i nabodistriktet.

Il Nord - den øvre og nordlige del af Piemonte

Nord for Torino, i Piemontes højdedrag ved foden af Alperne, finder vinentusiasten særdeles interessante vine baseret på druesorten Nebbiolo, altså samme drue som de berømte DOCG-vine fra Barolo og Barbaresco. 

DOCG, DOC og IGT??? Lær den italienske vinlov på 10 minutter >>>

Det er sikkert de færreste, der til daglig drikker vine fra zonerne Gattina, Ghemme, Boca, Lessona, Sizzano m.m., men det er bestemt en overvejelse værd.

Hvor vinhusene i de mere kendte, sydligere vindistrikter i Langhe, f.eks. Barolo og Barbaresco, kan føre deres historie tilbage til omkring år 1900, kan husene i “il Nord”, ca. 150 kilometer nordligere, føre deres historie helt tilbage til 1600-tallet. Eksempelvis det historiske Tenute Sella i den lille appellation Lessona DOC, der kan dokumentere, at Comino Sella købte de første vinmarker her i 1671 .

Læs mere og se kortet over vinzonerne i Piemonte il Nord >>>

Le Langhe - de store kendissers hjemsted

Piemontes mest højprofilerede og hypede vine fremstilles syd for hovedbyen Torino omkring byen Alba, og det er naturligvis rødvinene fra byerne Barolo og Barbaresco – indbegrebet af vine fra druesorten Nebbiolo, der med rette kan kalde “le Langhe” for sin hjemstavn.

Selv om Barolo og Barbaresco er områdets store lokomotiver, så er det lidt på bekostning af andre store vine, eksempelvis rødvinene fra Roero, som helt eller delvist er fremstillet på samme Nebbiolo-drue samt de røde Dolcetto-baserede vine fra Ovada og Alba.

Læs mere og se kortet over vinzonerne i “le Langhe” >>>

il Monferrato - mød Piemontes arbejdshest

Det kan være lidt udfordrende at definere grænserne mellem “il Monferrato” og naboen “l’Astigiano” (distriktet omkring byen Asti), idet disse flere steder overlapper hinanden. Det gør det heller ikke nemmere, at begge områder i overvejende grad fokuserer på samme druesorter.

Således handler det i il Monferrato også om Piemontes arbejdshest, den blå druesort Barbera samt den lovende Dolcetto og de interessante rødvine baseret på Grignolino og Bonarda. Derudover benyttes også en række internationale blå druer herunder Merlot og Cabernet.

For hvidvinenes vedkommende benyttes overvejende de lokale grønne sorter Cortese, Favorita og Moscato samt også her flere internationale druer herunder Sauvignon og Chardonnay

Il Monferrato er delt op i Monferrato Alto (Høje Monferrato) og Monferrato Basso (Lave Monferraro).

Læs mere og se kortet over vinzonerne i Piemonte “il Monferrato” >>>

Vino Fantastico » Piemonte »
Lago Grande di Avigliana, Piemonte. © Dreamstime
l’Astigiano - mød en eksportsucces

Som navnet antyder dækker “l’Astigiano” et område beliggende omkring byen Asti og huser vinmarker domineret af Moscato Bianco- og Barbera-vinstokke.

For hvidvinenes vedkommende er den Moscato-baserede Asti Spumante DOCG nok den mest kendte på vores nordlige breddegrader. Målt på salg er Asti (Spumante) DOCG verdens mest populære mousserende vin, hvoraf hele 90% eksporteres.

Blandt andre interessante vine fra l’Astigiano kan nævnes rødvinene Barbera d’Asti DOCG, den ligeledes Barbera-baserede Nizza DOCG, den elegante røde dessertvin Brachetto d’Acqui DOCG samt Ruché di Castagnole Monferrato, en lys og lagringsegnet rødvin baseret på den lokale og halvaromatiske Ruché-drue.

Læs mere og se kortet over vinzonerne i l’Astigiano >>>

Vino Fantastico » Piemonte »
La Morra i Langhe, Piemonte. © Dreamstime
Piemontes terroir

Piemontes jordlag er meget forskellige, hvilket gør det nærmest umuligt at sammenligne nabojordlodder med hinanden. For at gøre en lang og kompliceret geologisk forklaring helt enkel, så består regionens undergrund af geologiske aflejringer, der skønnes at være mellem 6 og 14 mio. år gamle.

Aflejringerne er marine og består derfor primært af sand og porøse sandstenslag, andre af mergel (stærkt kalkholdigt ler) hvoraf nogle af lagene, eller bælterne, er bredere end andre steder eller kan ligge spredt på bakkerne i mindre formationer. Af samme årsag kan der være stor forskel på vine fra samme mark eller parcel.

Vino Fantastico » Piemonte »
Landsbyen Barolo i Piemonte, Italien. © Dreamtime
Anbefalinger

Her kommer snart anbefalinger af vine fra interessante producenter i Piemonte…

Vinzoner og druesorter

DOCG-vine (18)

  • Alta Langa DOCG
  • Asti DOCG
  • Barbaresco DOCG
  • Barbera d’Asti DOCG
  • Barbera del Monferrato / Superiore DOCG
  • Barolo DOCG
  • Brachetto d’Acqui / Acqui DOCG
  • Canelli DOCG (2023)
  • Dogliani DOCG
  • Dolcetto di Diano d’Alba / Diano d’Alba DOCG
  • Dolcetto di Ovada Superiore / Ovada DOCG
  • Erbaluce di Caluso / Caluso DOCG
  • Gattinara DOCG
  • Gavi / Cortese di Gavi DOCG
  • Ghemme DOCG
  • Nizza DOCG
  • Roero DOCG
  • Ruchè di Castagnole Monferrato DOCG
  • Terre Alfieri DOCG

DOC-vine (41)

  • Alba DOC
  • Albugnano DOC
  • Barbera d’Alba DOC
  • Barbera del Monferrato DOC
  • Boca DOC
  • Bramaterra DOC
  • Calosso DOC
  • Canavese DOC
  • Carema DOC
  • Cisterna d’Asti DOC
  • Colli Tortonesi DOC
  • Collina Torinese DOC
  • Colline Novaresi DOC
  • Colline Saluzzesi DOC
  • Cortese dell’Alto
  • Monferrato DOC
  • Coste della Sesia DOC
  • Dolcetto d’Acqui DOC
  • Dolcetto d’Alba DOC
  • Dolcetto d’Asti DOC
  • Dolcetto di Ovada DOC
  • Fara DOC
  • Freisa d’Asti DOC
  • Freisa di Chieri DOC
  • Gabiano DOC
  • Grignolino d’Asti DOC
  • Grignolino del Monferrato Casalese DOC
  • Langhe DOC
  • Lessona DOC
  • Loazzolo DOC
  • Malvasia di Casorzo d’Asti / Malvasia di Casorzo / Casorzo DOC
  • Malvasia di Castelnuovo Don Bosco DOC
  • Monferrato DOC
  • Nebbiolo d’Alba DOC
  • Piemonte DOC
  • Pinerolese DOC
  • Rubino di Cantavenna DOC
  • Sizzano DOC
  • Strevi DOC
  • Valli Ossolane DOC
  • Valsusa DOC
  • Verduno Pelaverga / Verduno DOC

IGT-vine (0)

Hvad betyder DOCG, DOC og IGT?

DRUESORTER

  • Albarossa
  • Arneis
  • Barbera
  • Bonarda
  • Brachetto
  • Chardonnay
  • Cortese
  • Croatina
  • Dolcetto
  • Erbaluce
  • Favorita
  • Freisa
  • Grignolino
  • Malvasia Nera
  • Moscato
  • Nebbiolo
  • Neretta Cuneese
  • Ruchè
  • Timorasso
  • Uva Rara
  • Vespolina