Et besøg i en ristorante eller trattoria på Sardinien er også et helt uundgåeligt møde med Cannonau, øens absolut vigtigste og ubestridt dominerende blå druesort, som giver næring til en stribe yderst interessante rødvine.
Med god grund er de fleste vinelskere begejstrede for Languedoc-Roussillon og Rhônes fyldige Grenache-baserede rødvine. Men hvorfor ikke udforske samme druesort i en italiensk version?
Vi drog derfor til Sardinien, nærmere bestemt til den bjergrige Barbagia-region i Nuoro-provinsen, der, med sine ca. 212.000 indbyggere fordelt på 74 kommuner, udgør den centrale del af øen. Her byder øens vigtigste blå druesort, Cannonau, sig til som et værdigt familiemedlem til Grenache og dermed også til Spaniens vidt udbredte pendant, Garnacha.
Dette blogindlæg er en kort overflyvning over Barbagia. I de følgende blogindlæg dykker vi ned i tre af regionens vigtigste appellationer og disse rødvines særlige karakteristika.
Sardinien kan i størrelse sammenlignes med Jylland, og har, trods sin anselige størrelse, altid levet isoleret fra resten af det italienske fastland, hvilket utvivlsomt har bidraget til øens stærke særpræg og sprog. Eksempelvis forstår fastlandsitalienere ikke et kuk af den lokale dialekt.
Til gengæld er isolationen lige præcis, hvad der gør et besøg på Middelhavsøen til en spændende og helt anderledes oplevelse. Dette hvad enten man er ferie- eller vinturist.
Første øjenåbner er dog den vilde, rå og barske natur i La Barbagia, som er et stort, vildt bjergområde, der strækker sig langs med, og bag, bjergmassivet Monte Corrasis stejle og dramatiske klippevægge. Med sine 1.463 meter er bjerget et yndet sted til hiking og indgår som en del af Gennargentu-nationalparken. Helt mundret bærer parken navnet Parco Nazionale del Golfo di Orosei e del Gennargentu. En barsk og særdeles udtryksfuld region, der viser den vildeste kerne af Sardinien.
I Barbagia har beboerne i århundreder ernæret sig ved fåreavl, skov- og landbrug, og lad det bare være sagt med det samme: glem det indre billede af Toscanas smukke, blødt bakkede landskab med idyliske middelalderlandsbyer, for Sardiniens bjergbyer har ikke brugt EU-midler til byfornyelse. Tværtimod bærer de præg af dagligdagens hårde kamp for brød på bordet. Først når der blev råd til det, byggede man en ekstra etage på huset, hvilket bidrager til landsbyernes lidt ufærdige, flerfarvede men samtidig stærkt fascinerende udtryk.
Her skal det dog nævnes, at ikke alt er ufærdigt, råt og barskt på Sardinien, for søger man ud mod havet, ses det, som de sardiske turistbureauer ønsker at sælge øen på: lange, smukke kyststrækninger med indbydende sandstrande til badefolket samt flotte, forrevne klippekyster og blåt hav til dykkerfolket, som har fri leg med mulighed udforskning af muræner, blæksprutter og andet godt fra havet.
Vinkultur og druer kom sandsynligvis til Sardinien med de allestedsnærværende fønikere. Senere fulgte kartagerne og siden romerne. I det 13. århundrede dukkede de spanske erobrere op, som foruden våben også medbragte den vinkultur, som siden har bidt sig fast i øens ler- granit- og mergelholdige jord. Således minder druer, mandler, olivensorter og endda sprog meget om, hvad man finder i spanske Catalonien og Aragon. Dette er den lokalpatriotiske lokalbefolkning (= sardere) dog ikke helt enige i, fortæller de os med en viftende, afværgende pegefinger.
I det centrale og bjergrige Barbagia koncentrerer vinproducenterne sig som nævnt primært om Cannonau-druen, og i 1972 fik sorten sin egen selvstændige DOC-klassifikation med ret til at kalde sig Cannonau di Sardegna DOC. Nogle producenter gider dog ikke det påkrævede (EU-)papirarbejde, og deres flasker må derfor “kun” bære betegnelsen Barbagia IGT. Det bliver indholdet dog på ingen måder ringere af.
For at beholde DOC-betegnelsen skal Cannonau indgå med minimum 85 % og indeholde 12,5 % alkohol. Hvis vinene har lagret 2 år, heraf minimum 6 måneder på træfade og indeholder 13 % alkohol, må etiketten bære betegnelsen Riserva. Hvis der står Classico, skal vinen indeholde 13,5 % og have lagret i 2 år, hvoraf et år skal være på træfade.
På samme drue ses også en oxideret Passito-version samt en sød og en tør Liquoroso – alle dessertvine.
Forenklet sagt kan man inddele Cannonau-vinene i to stilretninger:
Den gammeldags, traditionelle med sent høstede druer, lang macerering uden temperaturkontrol, og hvor kvaset, stilke samt skaller ikke skilles fra. Metoden resulterer i kraftige tanniner og høj alkoholstyrke.
Den nyere stil går i stik modsatte retning, idet druerne høstes tidligt, afstilkes og gæres med kortere kontakt til skallerne samt, eventuelt, med tillæg af et kort ophold på træfade, ofte barriques. Metoden giver slankere vine med finere tanninstruktur og mindre markant frugt.
Lovkrav til Cannonau di Sardegna DOC
- Minimum 85 % af druen Cannonau. Resten lokale blå druer (gælder både for Rosato og Rosso)
- Minimum alkohol: 12,5 % (også Rosato). 13 % for Riserva og 13,5 % for Classico (findes kun i Nuoro- og Ogliastra-provinserne).
- Lagringskrav: 6 mdr.; Riserva 2 år inkl. 6 mdr. på træfade. Classico 2 år + 12 mdr. på træfade.
- På samme drue produceres også to søde: Passito på 16 % og en Liquoroso på 18 %.
Cannonau di Sardegna DOC produceres andre steder end i Nuoro-provinsen. Således kommer der også særdeles interessante versioner fra den sydvestlige, kystnære Ogliastra-provins. Begge provinser udgør den såkaldte Classico-zone.
Læs vores blogindlæg om besøget i subzonen Nepente di Oliena.
Endelig produceres vintypen også længere sydpå i Jerzu samt i det sydvestlige Capo Ferrato i Cagliari-provinsen. Sidstnævnte fører en anonym tilværelse og er mest kendt for sin Passito-version af Cannonau.
Ovenstående introduktion danner rygradden for kommende blogindlæg, hvor vi stiller skarpt på Nuoro-provinsens Cannonau-baserede rødvine fra bjergbyerne Orgosolo, Oliena og Marmoiada, alle beliggende i Classico-zonens rå og barske natur.
Læs vores blogindlæg om besøget i Marmoiada.
Vino Fantastico var inviteret på pressetur til Sardinien af Gal Barbagia i samarbejde med marketingbureauet ENORA.
