Vintesten

Toscana

Nittardi

Chianti Classico Riserva DOCG 2020

Chianti Classico Riserva DOCG fra Nittardi er en dyb rubinrød vin med intense noter af moden frugt samt strejf af urter, vanille og chokolade. Smagen er silkeblød med godt integrerede tanniner samt en lang, behagelig og balanceret eftersmag.

Foruden mad vil vinen egne sig perfekt som meditationsvin en lang mørk vinteraften. Vinen vil udvikle sig med et gemmepotentiale på 8-10 år.

En forrygende vin, som af uforståelige årsager ingen dansk importør har p.t..

Vino Fantastico » Vintesten - Toscana »
Vinen og maden

Producenten oplyser til Vino Fantastico, at Chianti Classico Riserva DOCG er velegnet til kødretter, herunder lammesteg, vildsvin og ossobuco.

Vinen bør nydes ved ca. 16° (og som ung bør vinen dekanteres to timer før servering).

Læs mere om il cuore antico, Toscanas klassiske appellation >>>

Tekniske data
  • Producent: Nittardi
  • Vin: Chianti Classico Riserva DOCG 2020
  • Type: Rødvin
  • Druer: Sangiovese (95%) og Merlot (5%)
  • Vinifikation: 24 mdr. på egetræsfade (barriques og botti), 6 mdr. i betontank, 10 mdr. på flasken.
  • Winemaker / Ønolog: Carlo Ferrini
  • Awards:
    • Gambero Rosso: 3 Bicchieri.
    • James Suckling: 95 point.
    • Wine Spectator: 94 point
  • Butikspris: Anslået kr. 275,-
  • Forhandler: Søger importør i DK
  • Klik og besøg Nittardis website
  • Vores Rating: ★★★★☆
FUN FACTS

Nittardis smukt beliggende bygninger ligger i Castellina in Chianti mellem Siena og Firenze i den klassiske del af Chianti-området.

Oprindeligt var huset et forsvarstårn kendt så tidligt som i 1183 under navnet “Nectar Dei” (Guds nektar).

I 1600-tallet fungerede huset som et forsvarstårn og var dengang ejet af navnkundige Michelangelo Buonarroti (ham med det Sixtinske Kapel).

Hellere vin end skjorter

Michelangelo var meget glad for sine vine, hvilket tydeligt fremgår i et dokument fra 1549, hvor han færdiggjorde Det Sixtinske Kapel. Her skrev han til sin nevø Lionardo: “Jeg ville foretrække to fade vin frem for otte skjorter.”

Ved samme lejlighed sendte Michelangelo også Nittardi-vin til Rom som en “ægte gave til pave Paolo III”.

Til ære for denne tradition, bliver de første flasker af Nittardis topvin, Supertoscaneren “Nectar Dei” fra husets marker i Maremma, hvert år sendt som en gave til den siddende pave.

Nittardi

Chianti Classico Belcanto DOCG 2021

Som navnet antyder kommer også denne Chianti Classico fra den oprindelige, klassiske zone i det smukke Chianti-distrikt. Farven er rubinrød, duften urteagtig med lette strejf af middelhavskrydderier og blomster. Efter et stykke tid i glasset dukker noter af modne kirsebær og hindbær op i næsen. Smagen er mellemfyldig med et pænt bid af tanniner. Vinen har en frisk syre og lang eftersmag.

Vino Fantastico » Vintesten - Toscana »
Vinen og maden

Producenten anbefaler, at vinen bør nydes til forretter (antipasti) samt det typiske italienske køkken, hvilket vil sige pastaretter i alle dens afskygninger samt de lidt lysere kødretter, herunder kylling- og kalvekød.

Navnet og etiketten

I musikkens verden repræsenterer udtrykket “belcanto” den samlede harmoni i et komplet værk. På samme måde som vinens historie er i harmoni med sit terroir.

På Belcantos etiket ses otte småsten i samme farver som markernes grå galestro-jord (karakteristiske grå sten i lersedimenter) og Chianti Classicos typisk røde farvetone.

Ligesom der er otte grundtoner i musikken, er der også otte druesorter i Belcanto. Imellem en mosaik af otte småsten ses ansigtet af Nittardis historiske ejer, den italienske renæssancekunstner Michelangelo.

Tekniske data
  • Producent: Nittardi
  • Vin: Chianti Classico Belcanto DOCG 2021
  • Type: Rødvin
  • Druer: Sangiovese (90%), Canaiolo, Malvasia Nera,
    Colorino, Mammolo, Ciliegiolo, Foglia Tonda
    og Pugnitello (10%)
  • Vinifikation: Naturlig gæring efterfulgt af 12 måneder
    i brugte franske og østrigske botti
    (fade på hver 3.500 liter). Herefter 3 måneder i betontanke efterfulgt af få måneder på flaske.
  • Winemaker / Ønolog: Carlo Ferrini
  • Awards:
    • Gambero Rosso: 3 Bicchieri (3 Glas).
    • James Suckling: 93 point.
    • Luca Gardini: 97 point
    • Falstaff: 94 point
  • Butikspris: Anslået kr. 135,-
  • Forhandler: Søger importør i DK
  • Klik og besøg Nittardis website
  • Vores Rating: ★★★★☆
VIN OG KUNST

Nittardi ejes i dag af familien Femfert, som består af galleriejer Peter Femfert og dennes hustru, kunsthistorikeren Stefania Canali. Den ene af parrets sønner, Léon Fembert, overtog i 2013  ansvaret for den daglige ledelse.

Med udgangspunkt i Peter Femferts mange år som bogudgiver og ejer af kunstgalleriet Die Galerie i Frankfurt var det nærmest logisk at kombinere kunst og vinetiketter.

Internationale kunstnere på etiketten

Således har en international kunstner siden 1981 skabt etiketten samt en særlig silkepapir-indpakning til vinen Casanuova di Nittardi Vigna Doghessa, en eftertragtet Chianti Classico DOCG, der leveres til samlere over hele verden.

Etiketternes kunstnere er berømte samtidskunstnere som Tadini, Adami, Hundertwasser, Corneille, Janssen, Mitoraj, A.R. Penck, Yoko Ono, Tomi Ungerer, Günter Grass, Dario Fo, Karl Otto Götz og Alain Clément.

VINTURISME OG FERIEOPHOLD

Nittardi tilbyder både rundvisninger, smagninger, medlemsskab af deres vinklub samt vinturisme og ferieophold (agriturismo) på deres unikke vingård.

Se Nittardis lejligheder her >>

Famiglia Cecchi

Chianti Classico 'Storia di Famiglia' DOCG 2021

Intens rubinrød vin som efter lagring vil gå over i granatrød, et af hovedruen Sangioveses kendetegn.

Vinen har en fin, let krydret næse af vilde urter samt intens og vedholdende smag med noter af sorte kirsebær, rød frugt, solbær og duft af violer.

Cecchi Chianti Classico ‘Storia di Famiglia’ DOCG 2021 er en yderst tiltalende, balanceret, frisk og fyldig vin hvilket ikke mindst skyldes dens fyldige og friske frugt. Lang eftersmag, der afslører lidt jern, vilde urter og en smule tobak. Afslutningen har lette tanniner.

Alt i alt fin kvalitet til prisen.

Kan drikkes nu og frem til 2028.

Cecchi Chianti Classico 'Storia di Famiglia´DOCG 2021
Cecchi Chianti Classico 'Storia di Famiglia´DOCG 2021
Vinen og maden

Producenten anbefaler, at vinen bør nydes til hele batteriet af italienske retter. Her til lands vil vinen passe fint til rødt kød, mellemkraftige gryderetter samt vildtbaserede retter.

Tekniske data
  • Producent: Cecchi
  • Vin: Chianti Classico ‘Storia di Famiglia’ DOCG 2021
  • Type: Rødvin
  • Druer: Sangiovese (95 %), Colorino (5 %)
  • Vinifikation: Naturlig gæring på ståltanke efterfulgt af 6 måneder på barriques og mindst 2 måneder på flaske.
    Winemaker / Ønolog: Andrea Cecchi.
  • Awards:
    • Wine Spectator: Top 100 (nr. 59)
    • Fallstaf: 91 point.
    • James Suckling: 91 point.
    • Wine Spectator: 91 point.
  • Butikspris: Set til kr. 110,-
  • Forhandler: Coop og andre.
  • Klik og besøg Cecchis website
  • Vores Rating: ★★★★☆
Fun Facts

Etikettens navn “Storia di Famiglia” (da: Familiehistorien) henviser til at denne type rødvin oprindeligt er Cecchi-familiens første Chianti Classico.

Cecchi-familien har været i vinbranchen siden 1893, hvor Luigi Cecchi startede en virksomhed som vinmægler. På grund af den tidlige succes voksede familiens omdømme langt ud over hjemegnen ved Siena i Toscana, indtil huset blev et af de mest kendte i den italienske vinverden.

Der udvides

Undervejs har Cecchi konstant tilføjet nye vine til porteføljen. I 1990’erne og begyndelsen af 2000-tallet udvidede familien sine besiddelser markant ved at investere i ejendomme i Toscana og Umbrien og dermed man øgede kælderlagringskapaciteten.

Cecchi-familien udgør en vigtig del af vinbranchen i Castellina in Chianti – et område længe kendt for at fremstille nogle af de allerbedste klassisk producerede Chianti Classicos, hvilket har vist sig at være afgørende for familiens seneste succes.

I de seneste par årtier har Cecchi-familien udvidet med den historiske ejendom Villa Rosa i Castellina samt Val delle Rose i Maremma og Villa Cerna, alle i Toscana, samt Tenuta Alzatura i Montefalco, Umbrien.