Næppe har man sagt navnet Chianti, før selv ikke-vininteresserede er klar over, at vi nu er i Italien. På mange måder er Chianti da også hjerte og sjæl i italiensk vinkultur, og rødvinens betydning for støvlelandet kan næppe overvurderes.

Selv om man kan læse om vine fra området omkring Castellina, Radda og Gaiole i dokumenter helt tilbage fra 1300-tallet, er det først i 1716 man beskriver og regulerer vinene fra Chianti. Trods anstrengelserne opstod der alligevel et vinøst anarki blandt producenterne, hvilket afstedkom utallige fortolkninger af områdets vin.

Den manglende konsensus var en af årsagerne til at Barone Bettino Ricasoli, på middelalderslottet Castello di Brolio, begyndte at eksperimentere sig frem til den bedst muligt formel på en Chianti.

Resultatet forelå i 1872, hvor baronen i et brev beskriver resultatet af sine anstrengelser og her nævner, at Chianti får hovedparten af sin energi og duft fra druen Sagioveto (Sangiovese), sødmen fra Canajulu (Canaiolo) mens Malvagia (sandsynligvis den grønne Malvasia-drue) dæmper den mere kontante Sangioveto.

Ricasolis formel blev en succes, og resten er historie – trods Chiantis op- og nedture.