Når turen går sydover til Italien, er Toscana ubestridt på førstepladsen hos mange danskerne, og hvad enten det er som vinturist eller som almindelig turist, så er valget af destination bestemt ikke uden grund.
Foruden at være en vigtig spiller på det internationale marked for kvalitetsvin fra øverste hylde, er regionen nemlig også hjemsted for smukke pinjebevoksede veje og alléer, kultur, kunst, natur og gastronomi i særklasse – alt sammen vigtige brikker for det italienske vinbrand.
Få inspiration og besøg Toscanas officielle turistside >>
Toscana ligger i Mellemitalien, hvor den mod nord grænser op til Emilia-Romagna, mod øst Marche, sydøst Umbrien, mod syd Lazio og mod vest kyststrækningen ved Det Tyrrhenske Hav, hvor også øen Elba tæller med.
På disse sider er Toscana delt op i to områder: den klassiske zone samt det store område, hvor regionens øvrige interessante vine fremstilles.
I årtier var de toscanske vinproducenter tilfredse med at vælte millioner af bastomviklede flasker påfyldt ligegyldig Chianti ud over grænserne, men det er nu fortid, for regionen har i den grad ændret status til at være en af Italiens mest dynamiske og innovative vinregioner.
De første forandringer skete i de blide højdedrag omkring Siena og Firenze, hvor man var de første til at erkende, at der måtte gøres noget, hvis ikke regionens vinproduktion skulle ende som helt håbløs og ude af trit med både udvikling og konkurrence.
Læs mere om vinene fra Toscanas klassiske zone >>>
Læs mere om vinene fra Toscanas øvrige zoner >>>
Forandringerne var velkomne, og Chiantis kvalitet øgedes markant, samtidig med at også andre store vine dukkede op i de toscanske bakkedrag.
Men først lidt vinhistorie.
Som næsten alle Italiens regioner har også Toscana en lang vinhistorie. Således er der vidnesbyrd om, at etruskerne omkring år 970 f.v.t. producerede vin, og man har udgravet vinamforaer, der kan dateres tilbage til det 7. århundrede. Omkring 800 f.v.t. begyndte etruskerne at handle med fønikerne og senere grækerne, hvor de undervejs udviklede deres fremstillings- og lagringsmetoder.
Under Romerriget var der også pæn gang i produktion og forretning, idet vin var en vigtig del af den daglige kost, især for overklassen. Efter Romerrigets fald kom kirken ind i billedet som en aktiv spiller i vinproduktionen, idet gejstligheden ejede det meste jord i Toscana og forpagtede det ud til fæstebønder.
I slutningen af 1200-tallet var hovedbyen Firenze befolket med vinhandlere. Ate dei Vinattieri blev etableret i byen som et laug for vinprofessionelle, som medlemmerne skulle sværge troskab til. Lauget pålagde medlemmerne strenge regler for, hvordan vinrelateret forretning skulle drives.
Forfattere og digtere har i generationer lovprist vinbøndernes hårde arbejde i de toscanske vinmarker og vinerier, hvilket har afspejlet sig i utallige stærkt vininspirerede værker. Det ses bl.a. i værker af Dante Alighieri (1261-1321), en af grundlæggerne af det moderne italienske sprog og litteratur.
Op igennem det 13. og 14. århundrede gik adskillige rige familier ind i vinproduktion, hvoraf flere i dag stadig eksisterer og leverer høj kvalitet.
Blandt disse kan bl.a. nævnes huse som Marchesi de’ Frescobaldi, Barone Ricasoli og Marchesi Antinori. Eksempelvis viser dokumenter, at Giovanni di Pietro Antinori, fra den nuværende berømte slægt af samme navn, var medlem af lauget i 1385.
I et juridisk dokument fra 1716 fremgår det, at storhertugen af Toscana, Cosimo d. 3 de’ Medici, definerer det 70.000 hektar store område Chianti til produktion af kvalitetsvine. Med dokumentet blev der skrevet historie, og samtidig var papiret det første lovligt håndhævede eksempel på en slags DOC-vin.
DOCG, DOC og IGT??? Lær den italienske vinlov på 10 minutter >>>
De nye vinområder i dokumentet hed Carmignano (nogenlunde det samme som nutidens Carmignano DOCG), Chianti (i dag kærnen af Chianti Classico DOCG), Pomino (omtrent svarende til nutidens Pomino DOC samt ca. halvdelen af zonen Chianti Rùfina DOCG) samt Val d’Arno di Sopra (en del af zones Chianti Aretini/Fiorentini DOCG, som er beliggende i den øvre del af Arno-dalen)
Samtidig blev nye, avancerede vinifikationsmetoder, såsom ny gæringsteknik og lagring, taget i anvendelse, hvilket var helt uset på den tid.
Typen “Supertoscaner” opstod efter sigende, da en amerikansk vinskribent skulle beskrive en ny gruppe interessante, toscanske kvalitetsrødvine, som lå uden for DOC(G)-kategorierne, og siden da har navnet hængt ved.
Kort fortalt er Supertoscanerne en type af rødvin, der kom til i 1970’erne, hvor producenterne benyttede internationale druesorter og druer fra marker uden for de hidtil godkendte områder under forskrifterne for DOC(G)-klassificeringen. Eneste løsning var derfor at aftappe dem som bordvin, altså typen Vino da Tavola (VdT). På det tidspunkt eksisterede den nu overliggende klassifikation IGT/IGP ikke.
De nye VdT-rødvine, som ofte blev lagret på franske barriques, blev godt modtaget af markedet, hvilket affødte en omgående reaktion fra vinbønderne, som lugtede penge og derfor nu satsede voldsomt på typen. Vinene vandt hurtigt international anseelse og ofte til væsentlig højere priser end de klassiske DOC(G)-vine.
Situationen var derfor temmelig uholdbar, for lige pludselig var “almindelig” bordvin dyrere end DOC(G)-klassificeret vin, og myndighederne indførte derfor i 1995 kategorien IGT (Indicazione Geografica Tipica), hvor Supertoscanerne nu kunne boltre sig.
For at lokke Supertoscanernes producenter over i den “eksklusive” DOC(G)-klub tillod myndighederne flere druesorter i DOC(G)-vinene, men lokkemaden virkede ikke helt efter hensigten. Årsagen var, at producenterne var mere interesseret i den større frihed, som de arbejdede under i den nye IGT-kategori, hvor deres “supervine” solgte godt.
Med den nye IGT-klassifikation fik myndighederne dog signaleret, at man ikke ønskede dyre topvine i VdT-kategorien, og resultatet blev, at mange af disse vine nu rykkede over som IGT. Ændringen betød dog også, at begrebet Supertoscaner siden er blevet lidt mere udvandet eller i bedste fald har mistet sin betydning.
Hele “Supertoscaner-revolutionen” startede i 1968 med “bordvinen” Sassicaia fra Tenuta San Guido, som blev lavet på internationale sorter. I 1975 fulgte Tignanello fra Antinori på en blanding af internationale sorter plus Sangiovese. I 1977 kom Le Pergole Torte fra Montevertine, som var en ren Sangiovese-vin.
Det er meget omfattende at beskrive samtlige store vine i Toscana, men er man på udkig efter smagsoplevelser fra andre områder, kan det anbefales at tjekke andre klassiske rødvine baseret på Sangiovese-druen (eller kloner af denne), herunder Brunello di Montalcino DOCG, Rosso di Montalcino DOC, Vino Nobile di Montepulciano DOCG, Rosso di Montepulciano DOC.
Lær det grundlæggende om Toscanas vine (engelsk) på regionens officielle webside >>>
Ude ved den toscanske kyst finder man vinzonen Bolgheri DOC, som trods sin lille størrelse har sat et markant aftryk i den internationale vinverden, ikke mindst med førnævnte navnkundige rødvin, Sassicaia DOC.
Fra det sydlige Toscana kan det anbefales at teste rødvinstypen Morelino di Scansano DOCG, men også vinene fra nabozonen Montecucco DOC er værd at smage samt typerne fra Maremma Toscana DOC.
Vi opdaterer løbende siden med beskrivelser af Toscanas markante vine og vinzoner.
Her kommer snart anbefalinger af vine fra interessante producenter i Toscana…
DOCG-vine (11)
DOC-vine (41)
IGT/IGP-vine (6)
Hvad betyder DOCG, DOC og IGT?
DRUESORTER