Trentino DOC kan betragtes som en stor paraply-DOC, der dækker Adige-dalen fra Avio i syd til Mezzocorona i nord og omfatter flere sidedale, herunder dem der grænser op til floderne Sarca og Avisio. Inden for dette område eksisterer en række subzoner og andre selvstændige DOC-zoner.
Besøg Trentinos officielle turistside her >>>
I provinsen produceres en bred vifte af rød- og hvidvine, hvoraf samtlige er stille vine undtagen i Trento DOC, eller Trentodoc, hvor de mousserende vine har sin egen zone. Navnet Trentodoc er et varemærke påført etiketten for at bevidne oprindelse og kvalitet (se nedenfor).
Numrene på kortet refererer til vinzoner beliggende i både Trentino DOC og Alto Adige DOC: 1. Alto Adige el. dell’Alto Adige el. Südtirol el. Südtiroler DOC | 2. Casteller DOC | 3. delle Venezie el. * Beneških Okolišev DOC | 4. Lago di Caldaro el. Caldaro el. Kalterersee el. Kalterer DOC | 5. Teroldego Rotaliano DOC | 6. Trentino DOC | 7. Trento DOC | 8. Valdadige el. Etschtaler DOC | 9. Valdadige Terradeiforti el. Terradeiforti DOC. *Beneških Okolišev er det slovenske navn for Delle Venezie DOC.
Druedyrkning og vinfremstilling har været praktiseret i området i omkring 3000 år, og flere vidnesbyrd peger på, at begge dele blev indført af illyriske folkestammer, der immigrerede fra Grækenland via Ligurien og derfra videre til Trentino.
Allerede under Romerriget blev vinene herfra højt besunget, bl.a. af poeten og digteren Virgil (70 f.v.t. – 19 e.vt.) og embedsmanden og sprogforskeren Svetonius (69 – 122 e.v.t.).
I middelalderen begyndte de ”fromme” munke at interessere sig for alkoholiske drikke, hvilket betød at vinproduktionen blev sat i system og at der udvikledes nye fremstillingsteknikker.
I det 12. århundrede blev det første regelsæt for druehøst indført, og et århundrede senere kom der særlige vedtægter for Trento. Her blev det bl.a. lovfæstet at begrænse importen af vin fra de omkringliggende zoner, hvilket måske var Europas første konkurrenceforvridende importrestriktioner.
I det 16. århundrede beskrev historikeren Michele Angelo Mariani områdets vine som “rene og uforfalskede”, og denne beskrivelse holder faktisk helt op til i dag, hvor vinene stadig er rene, saftige og frugtrige.
De stille rød- hvid- og rosévine er fremstillet på kombination af de klassiske blå Trentino-sorter Schiava, Teroldego og Lagrein, men der benyttes også internationale sorter, hvoraf den grønne Chardonnay og den blå Pinot Nero (Noir) er mest benyttet.
Den lokale Teroldego-drue har sin egen DOC, Teroldego Rotaliano, og som navnet antyder kommer den fra Campo Rotaliano-sletten i det nordlige Trentino. På denne drue laves overvejende rødvin, men der ses også en del Rosato (rosé).
DOCG, DOC og IGT??? Lær den italienske vinlov på 10 minutter >>>
Andre mindre zoner i Trentino DOC er Caldaro (Kalderer), Casteller og Valdadige (Etschtaler).
Man kan også støde på flasker med den ret brede betegnelse “Trentino Cabernet DOC”, som indikerer, at vinen kan være lavet på enhver kombination af Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Carmenère. Dog skal navnet på den specifikke drue angives, hvis den indgår med 85 % eller derover.
Der produceres også rødvin på den lokale Schiava-drue – enten på varianterne Gentile, Grigia eller Grossa eller en kombination af disse – eller specifikt alene Schiava Gentile. Det tillades ikke at fremstille specifikke vine af to andre varianter, der udelukkende må benyttes som hjælpedrue.
Rødvinen Trentino Rosso DOC er oftest baseret på Merlot med tilsætning af en eller flere af Cabernet-sorterne samt f.eks. de lokale Lagrein og Marzemino. Der fremstilles også en Rosato på samme druesammensætning.
Hvidvinen Trentino Bianco skal indeholde mindst 80 % Chardonnay og/eller Pinot Bianco. Hvis der står Bianco Superiore på etiketten, er indholdet 85 % af førnævnte druer. Det er tilladt at benytte Sauvignon Blanc, Müller-Thurgau og Manzoni Bianco (en klon) som hjælpedruer.
Hvis der står Rosato (eller Kretzer) på etiketten er der tale om en rosévin lavet på enten Lagrein, Enantio, Schiava og/eller Teroldego. En af de nævnte sorter skal indgå med minimum 70 procent. Hvis der står Lagrein Rosato på etiketten, indgår druesorten med minimum 85 %.
På etiketten anføres vinenes navne oftest på både italiensk og tysk, og man kan dele typerne op i følgende kategorier:
Der kan laves også dessertvine i Trentino, herunder typen Liqoroso (tilsat alkohol) samt typerne Vin Santo og Superiore Vendemmia Tardiva (på sent høstede druer). Sidstnævnte kan være som desserthvidvin være fremstillet på en række grønne druesorter.
Dessertvinen Superiore Vendemmia Tardiva Rosso er baseret på den blå drue Moscato Rosa.
Vinene fra Trentino DOC’s subzoner spænder utroligt bred hvad angår vintyper og druesorter, så de har ingen egentlig fælles identitet eller smagsretning.
Det kan især anbefales at udforske de to Marzemino-dominerede subzoner, hvorfra der kommer mørke, saftige og frugtpakkede vine med pikante, friske strejf af krydderurter.
Trentino Castel Beseno DOC (Trentino Beseno): En subzone for vine fremstillet udelukkende på Moscato Giallo-druer, der dyrkes i kommunerne Besenello og Calliano. Det er tørre, gyldne hvidvine med honning- og blomsterduft. De findes også som dessertvine og Vendemmia Tardiva (sent høstede druer). Sidstnævnte er intenst søde og mørkt gyldne vine.
Trentino Isera DOC: Rødvin baseret på Marzemino-druer dyrket omkring kommunerne Isera og Villa Lagarina, lige sydvest for provinshovedstaden Trento.
Trentino Sorni DOC: Vinmarkerne ligger omkring kommunerne Lavis (hvoraf Sorni er en sogn), Giovo og San Michele all’Adige. Sidstnævnte er hjemsted for den højt anerkendte vinfremstillingsskole, Istituto Agrario di San Michele all’Adige.
Navnet Sorni kan forekomme på både rød og hvidvine men har specielle krav. Hvidvinen Trentino Sorni Bianco kan laves på både Chardonnay, Müller-Thurgau, Nosiola, Pinot Bianco og Grigio og/eller Sylvaner Verde. Den røde Trentino Sorni Rosso DOC må fremstilles på enten Lagrein, Schiava og/eller Teroldego.
Trentino Ziresi: Hvidvine produceret under Trentinos regionale DOC-regulativ og udelukkende fremstillet på Marzemino-druer. Zonen ligger i Adige-dalen lige syd for Trento by mellem Brennero og Volano.
Navnet Delle Venezie har intet med kanalbyen Venezia at gøre men stammer fra de “tre Veneziaer” (eller Triveneto), tre administrative regioner, der eksisterede mellem 1866 og 1919 og som omfattede det daværende Venezia Euganea, Venezia Giulia og Venezia Tridentina.
Delle Venezie er en ret ny, interregional DOC (2017), der dækker områder i Friuli-Venezia Giulia, Veneto og Trentino. Da Delle Venezie fik sin DOC-status, skiftede det tidligere IGT navn til Trevenezie.
Listen over tilladte druer til er pænt lang, men indtil videre domineres Delle Venezie DOC af hvidvin, hvor ca. 7 uf af 10 flasker indeholder vin fremstillet på Pinot Grigio, enten som stille vin eller mousserende.
Der tillades ikke brug af blå druer, som i IGT-zonen, hvilket ikke er mærkeligt, da disse sorter har sværere betingelser i det kølige alpeklima end de grønne druer.
Vinene kan også ses med det slovenske navn Beneških Okolišev på etiketten.
Endelig finder vi en særskilt appellation for de prestigefyldte spumante-typer (mousserende vine af Champagne-typen) fra Trento DOC (markedsført som Trentodoc). Typen fik i 1993, som den første i Italien, sin egen DOC-status.
Trentodoc der findes som hvid og rosato (rosé), var den første mousserende italienske vin, som i 1993 fik sin egen DOC-status.
Trentodoc fremstilles i 74 kommuner og kan være meget forskellige i udtryk på grund af vidt forskellige salgs mikroklima i dyrkningsområderne. Druersorterne udgøres af Chardonnay, Pinot Nero og Pinot Meunier, samt Pinot Bianco.
Den mest kendte Trentodoc-producent er Ferrari (som intet har at gøre med sportsvognene af samme navn fra Maranello).
Foruden en storslået natur med smukke bjergsøer, dale, sletter og dramatiske bjerge, vil vinturisten også finde nogle af Italiens bedste og mest velassorterede enoteche (vinforretninger) i regionen.
Her kommer snart anbefalinger af vine fra interessante producenter.
DOCG-vine (0)
DOC-vine (3)
IGT-vine (3)
Hvad betyder DOCG, DOC og IGT?
DRUESORTER