Umiddelbart kan Italiens vinlov måske virke uoverskuelig, men der er faktisk mere orden og systematik i støvlelandet end i mange andre vinproducerende lande. Det skyldes lov nr. 193, der blev indført i 1963.
Læs mere om den italienske vinlov på det italienske landbrugsministeries webside >>> (italiensksproget)
Loven er klar og detaljeret, og vi vil i det følgende give en kort indføring i systemet, som er værd at kende, når man giver sig i kast med italiensk vin.
Det er vigtigt at understrege, at de fire klassifikationer på denne side ikke er et kvalitetsstempel i sig selv men derimod en række stramme krav til producenterne omkring udbytte pr./ha, lagring, druesammensætning, oprindelse, m.m..
Kvaliteten afhænger altså alene i den enkelte producents dygtighed og seriøsitet, hvormed der kan være stor kvalitetsforskel indenfor de enkelte vintyper. Uagtet at en bestemt flaske Barolo bærer betegnelsen DOCG, kan den altså godt være en dårlig repræsentant for typen, hvis producenten ikke formår at udvikle druens potentiale.
Herunder kan du læse (9 minutters læsning) om vinloven, som den så ud indtil 2009. Senere samme år kom en EU-bestemt revision af vinloven, der behandles i sidste del.
Med indførelsen af Dekret 930 d. 12. juli 1963 blev grunden lagt for den italienske vinlovgivning. Nu blev der stillet krav om specifikke produktionsregulativer (Disiplinare di Produzione) hvilket bl.a. omfattede en egentlig registrering af vinmarker ligesom produktionen blev lagt i faste rammer.
Efterfølgende knopskød vinloven med indførelsen af IGT-kategorien i 1992. I 2008 blev Forordning 479 indført, hvor EU-kommissionen nu sad med den endelige godkendelse af vine med geografisk oprindelse og vine med beskyttet oprindelsesgaranti.
Nedenstående fire klassifikationer var altså gældende til og med august 2009.
I bunden af pyramiden er VdT eller “Vini da Tavola” (= bordvin). Dette er vine, som er produceret uden angivelse af oprindelse eller geografisk område. Der stilles således ikke specifikke kvalitative krav, hvilket dog på ingen måde betyder, at de er af lav kvalitet, eller at de ikke er “ægte”.
Således er det tankevækkende, at Italiens dyreste vin, Sassicaia fra Tenuta San Guido i Bolgheri-zonen i Toscana, var en “almindelig” VdT inden den blev hævet til DOC i 1994. Forklaringen var, at producenten ønskede frie hænder til at udvikle en rødvin uden snærende bånd fra et stramt regulativ. Og det må siges at være lykkedes. Således er Bolgheri Sassicia DOC i dag et legendarisk navn i den globale vinverden.
Ud over at indikere typen (f.eks. hvid, rød, rosé), vises produktionsåret på en VdT-vin nogle gange på etiketten. Trods mangel på andre specifikationer kan vinen udmærket være et ærligt og godt produkt, hvor indholdet er et sammenstik af flere forskellige druesorter eller vingårde fra forskellige geografiske områder i Italien.
På det næstnederste niveau af pyramiden finder vi vine med betegnelsen “Indicazione Geografica Tipica” eller IGT (= Typisk Geografisk Indikation). Hovedtrækkene ved en IGT-vin er det geografiske oprindelsesområde (f.eks. Lazio eller Veneto), basisdruesorten (f.eks. Chardonnay) samt høståret. Mindst 85 % af disse vine er opkaldt efter det geografiske område, de stammer fra.
Endelig skal IGT-vine opfylde visse parametre, der er angivet af produktionsbestemmelser, såsom det maksimale udbytte af druer pr. hektar, omdannelse af dueudbytte til vin, angivelse af naturligt alkoholindhold, de vinstokke, hvorfra vinen kommer, m.m..
Et trin højere oppe i pyramiden finder vi vine med betegnelsen “Denominazione di Origine Controllata” eller DOC (= Denomination med Registreret Oprindelsesbetegnelse). De produceres i et afgrænset landområde med præcise kemiske og smags- og organoleptiske (sansemæssige) egenskaber, som er fastlagt i regulativet.
Disse regler specificerer de typer vin, der kan produceres (såsom Rosso Riserva eller Vendemmia Tardiva), mængden af druer, der kan høstes pr. hektar vinmarker, sorter der kan benyttes, udbyttet af transformation fra druer til vin, den minimale naturlige alkoholstyrke og forbrug samt lagringsprocessens art og varighed.
Stort set hele produktionscyklussen (fra vingården til flasken) skal respektere produktionsreglerne. I modsætning til de to tidligere kategorier kontrolleres DOC-vine også kvalitativt.
Før vinen må sendes ud til forbrugerne, skal de gennemgå kemisk-fysiske og organoleptiske analyser for at sikre, at de overholder de parametre, der er angivet i produktbeskrivelsen.
I toppen af pyramiden finder vi betegnelsen “Denominazione di Origine Controllata e Garantita” eller DOCG (= kontrolleret og garanteret oprindelse). DOCG-regulativet er tænkt som forbeholdt vine af særlig høj kvalitet, som også kan indeholde iboende kvaliteter defineret af naturlige, menneskelige og historiske faktorer samt høj kommerciel værdi og anerkendelse både nationalt og internationalt.
DOCG-vine er underlagt strengere produktionsretningslinjer og har mere restriktive produktionsregler end DOC-vine. For at en vin kunne blive godkendt som DOCG, skulle den have været DOC i mindst syv år.
Loven angiver en maksimal størrelse på flasken på 6 liter, og hver flaske skal have en etiket med en alfanumerisk kode, som er udstedt af den italienske stat. Denne etiket tildeles aftapperne og skal påføres hver enkelt produceret flaske.
Fra og med den 1. august 2009 skulle de italienske vinproducenter tilpasse sig den nye EU-reform og dens overordnede retninglinjer.
Det blev bl.a. igen tilladt at sætte årgang og druesort på vinene i kategorien Vino da Tavola (VdT), der samtidig blev opdelt i to kategorier hvoraf den ene dog kun udgør ca. 2 % af hele kategorien.
Mere om det herunder.
Nederst i pyramiden finder vi VdT-vinene, hvor der kun stilles basale krav til produktionen (med mulighed for at angive årgang og/eller drue). Der er ikke krav om oprindelse, og vinen kan fremstilles med druer fra forskellige områder og/eller fra forskellige regioner i Italien.
Etiketten kan referere til årgangen og/eller den anvendte druesort. Kun følgende druesorter skal angives på etiketten: Cabernet, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Chardonnay, Merlot, Sauvignon og Syrah.
Man opdeler VdT-vine i to kategorier: “vini varietali” (angivelse af druesorter og/eller årgang) samt “vini comuni” (øvrige vine).
Meget VdT-vin kommer aldrig i nærheden af en flaske men hentes af forbrugerne hos producenten i medbragte plastikdunke eller ender i bulk (tankbiler) og fragtes til andre producenter. Noget ender også som træsprit.
Igen skal det nævnes, at masser af VdT-vin er af udmærket kvalitet og fungerer fint som ærlig dagligvin eller tørstslukker i sommerheden.
IGP, eller i EU-versionen PGI (Protected Geographical Indication), består af vine under en såkaldt “Beskyttet geografisk betegnelse” (= IGP: Indicazione Geografica Protetta). Etiketten skal angive navnet på en region, et bestemt sted eller, i særlige tilfælde, et land, der bruges til at beskrive en vinsort (der kommer fra den pågældende region, specifikke sted eller land), som har en bestemt kvalitet, omdømme eller andre egenskaber, som kan henføres til den geografiske oprindelse.
Regulativet, det såkaldte ‘disciplinare’, kræver, at mindst 85% af de benyttede druer skal komme fra det anførte geografiske område.
For PGI-vine er anført en begrænsning for anvendelse af de vinfremstillede druer. Det betyder, at det ikke længere vil være muligt at fremstille en IGP/PGI-vin med druer, der er høstet i én region, men vinificeret i en anden (bortset fra 15 % af druerne, der kan komme udenfor området). Ud over dette er PGI-vine underkastet strengere kontrolprocedurer.
Trods den nye EU-betegnelse er det stadig tilladt at bruge betegnelsen IGT.
DOP eller PDO (Protected designation og Origin) er en EU-betegnelse der betyder “Beskyttet oprindelsesbetegnelse” (DOP: Denominazione d’Origine Protetta).
Betegnelsen angiver navnet på en region, f.eks. Campania DOP, et bestemt sted som bruges til at beskrive en vintype der kommer fra den pågældende region eller specifikke sted hvis kvalitet eller karakteristika i det væsentlige eller udelukkende skyldes det geografiske sted.
De druer, der benyttes til en DOP-vin, skal være 100% produceret, forarbejdet og tilberedt i det på etiketten angivne geografiske område.
Når “garantita” (garanti) er tilføjet på etiketten, er der tale om en vin, hvor noget i højere grad er garanteret. Overordnet set vil produktionskravene være strammet op i forhold til vine uden “garantita”-tilføjelsen (DOC).
Trods den nye EU-betegnelse DOP er det stadig tilladt at bruge betegnelsen DOC og DOCG.