Molise

Et interessant mål for vinturisten såvel som turister i almindelighed.
Årlig produktion: 513.000 hl. vin (2022)

I vinmæssig sammenhæng er det sikkert kun de færreste, der kan nævne en håndfuld vine fra Molise. Det er ikke overraskende, for de færreste kender hverken regionen eller dens beliggenhed, men det er der en forklaring på.

Få inspiration og besøg Molises officielle turistside >>

På grund af affolkning i begyndelsen af 1900-tallet standsede Molises udvikling og kom først langsomt igang igen. Dertil kommer, at regionen altid har levet i skyggen af naboen i nord, Abruzzo, som den grænser op til i nord. Naboen i syd hedder Apulien.

Vinzoner i Molise
Vino Fantastico » Molise »
Produktionsområdernes numre henviser til vintyperne i højre kolonne på denne side. © Federdoc

Med sine kun ca. 400.000 indbyggere er Molise et interessant mål for vinturister såvel som for almindelige turister. Således består cirka halvdelen af regionen af skønne, uberørte bjerge og den anden halvdel af bakker og højdedrag.

Hvis bjergvandring og Fjälräv er “no go”, så vil en smal kyststribe med gode bademuligheder ved Adriaterhavet utvivlsomt friste. Læg dertil de billige restauranter og regionens velsmagende vine.

Alt i alt en fin cocktail.

Vino Fantastico » Molise »
Den sydlige del af Abruzzos Nationalpark i Molise. © Dreamstime
Vinkulturen anerkendt af romerne

Historisk har man svært ved at finde oprindelsen til stednavnet Molise, men man antager, at det stammer fra middelalderen, hvor den normanniske Moulins-familie ejede store dele af området som et slags len.

Vidnesbyrd peger dog også på, at området har været befolket i flere tusind år, herunder af oscanere og samniter, som var meget anerkendte af romerne for deres vinkultur.

Molises vinhistorie kan føres tilbage til antikkens Rom, hvor områdets vinproduktion blomstrede, hvilket grundigt beskrives af Plinius den Ældre (23-79 e.v.t.), men siden da er kendskabet til områdets vine en velbevaret hemmelighed, hvilket ikke mindst skyldes, at regionens bjergfolk beholdt de rustikke vine for sig selv.

Vino Fantastico » Molise »
Castello Monforte, Campobasso, Molise. © Gianfranco Vitolo, Wikipedia
Det handler om hvede - og en smule vin

En anden forklaring på omverdenens manglende kendskab til vinene skyldes dog også, at vinproduktion ikke har førsteprioritet i regionen, hvor andre landbrugsprodukter, såsom hvede, har langt større betydning for økonomien.

DOC-klassifikation til rødvinene Biferno og Pentro varslede dog nye tider og har hjulpet til at løfte Molise ud af den totale glemsel. Med god ret kan man sige, at der kun kan være dårlige undskyldninger for at producere middelmådige vine, for regionens geografiske og klimatiske muligheder i de bløde bakker nær kysten giver et stort potentiale.

Vino Fantastico » Molise »
Montagnano, Campobasso, Molise. © Dreamstime
Vinene

Cirka to procent af Molises vinproduktion er DOC-klassificeret og består af rød-, hvid- og rosato-vine hovedsagelig af typen Biferno DOC fra Campobasso-provinsen.

Hvidvinene kommer hovedsageligt fra druesorterne Trebbiano Toscano tilsat et skvæt Bombino Bianco. Rødvinene domineres af Montepulciano-druer kombineret med lidt Aglianico og den grønne Trebbiano Toscano.

DOCG, DOC og IGT??? Lær den italienske vinlov på 10 minutter >>>

Zonen Pentro di Isernia DOC producerer ligeledes disse tre typer, selvom rødvinene består af en Montepulciano- og Tintilia-blanding. Bifernos vine adskiller sig lidt fra disse ved at have mindre syre og mere fylde på grund af deres terroir, da bjerge viger for høje sletter, som skråner ned mod havet.

Tintilia del Molise DOC består af en rødvin samt en rosato, hvor kravet er minimum 95% indhold af den lokale Tintilia-drue.

Molise leverer fire DOC-vine og tre af typen IGT, og mere end 70% af disse er rødvine.

Vino Fantastico » Molise »
Udsigt fra Castel San Vincenzo, Isernia, Molise. © Dreamstime
Moræne, kalk og mineralitet

Molise byder på en meget forskelligartet topografi. Således giver vinmarkerne på bjergsiderne fremragende eksponering og rigelig sol, som hjælper til druernes vækst. De fleste vinstokke findes i de sydlige bakker og dale omgivet af Matese- og Mainarde-bjerkæden.

I dette område giver en kombination af moræne- og kalkholdig jord ideel basis for ophobning af vand til vindyrkning. Især calciumindholdet bidrager med en tydelig mineralitet i områdets vine.

Placeringen mellem Appenninerne og Adriaterhavet skaber flere typer klima. Således finder man det maritime klima langs den smalle kystlinje, tempereret i de øvre dale og kontinentalt klima længere inde i landet omkring de bjergrige områder.

Alle områder giver forskellige men gunstige klimatiske forhold for vinproduktion.

Vino Fantastico » Molise »
Parco Nazionale, Molise. © Dreamstime
Anbefalinger

Her kommer snart anbefalinger af vine fra interessante producenter i Molise…

Vinzoner og druesorter

DOCG-vine (0)

DOC-vine (4)

  • 1. Biferno DOC
  • 2. Molise DOC
  • 3. Pentro di Isernia / Pentro DOC
  • 4. Tintilia del Molise DOC

IGT-vine (2)

  • IGP Osco / Terre degli Osci
  • IGP Rotae

Hvad betyder DOCG, DOC og IGT?

DRUESORTER

  • Cabernet Sauvignon
  • Montepulciano (51%)
  • Tintilia
  • Trebbiano (12%)